Sylvesters vej til verden

Et lille repost af et indlæg, som første gang så lyset d. 15. januar 2016.

Fredag d. 8. januar kl 14 fik jeg foretaget en hindeløsning af min jordemoder. Det er officielt ikke noget de egentlig gør så meget i, men nogle jordemødre vil gerne gøre det, når man er gået over tid. Chancen for, at det skubber gang i fødslen er 50/50, så jeg regnede ikke med noget, men var bare glad for at der blev gjort ‘noget’. Graviditeten hang mig langt ud af halsen, og havde gjort det længe. Jeg var gået fem dage over termin.

Efterfølgende fik jeg meget kraftige plukveer, som varede resten af dagen og aftenen, og jeg gik i seng omkring 23.30. Næste morgen, d. 9. januar vågnede jeg op omkring kl 05.30 med ondt i underlivet, og var lidt forvirret omkring hvorvidt det bare var de plukveer fra dagen før, eller om det var noget mere, og prøvede derfor at sove fra det. Jeg lå uroligt i sengen og kunne ikk rigtig falde i søvn igen, men døsede alligevel hen et par gange. Men kl 06 var jeg nødt til at sætte mig brat op, når smerterne kom. Jeg kunne derfor godt regne ud, at det nok ikke kun var plukveer. Jeg rejste mig op, og begyndte at tage noget behageligt tøj på, og fik derefter vækket Rune, som meget hurtigt blev frisk og vågen. På daværende tidspunkt var veerne til at arbejde med, og jeg fik ringet til min mor, som skulle komme herud og passe Vega, samt ringet til fødegangen og sagde, at vi nok så småt ville komme derop. Imens vi ventede på min mor i en halv times tid, gik vi og pakkede de sidste småting, og der gik veerne fra at være kraftige menstruationssmerter, til at jeg var nødt til at stoppe fuldstændig op, når de kom. Det hele tog meget hurtigt til, men det var også hvad jeg forventede efter min første fødsel. Min mor var ude hos os klokken kl 06.30, og der havde jeg store smerter og veer hver 3-4 minut. AV.

Vi skyndte os ind i bilen, og jeg fik lagt sædet helt ned, og lagde mig på siden under hele køreturen. Da det var så tidligt om morgenen, var ingen af vejene ryddet for sne, og vi kunne derfor ikke køre særlig hurtigt. Vi bor tæt på motorvejen, og normalt tager det kun 12 minutter til Skejby Sygehus, men grundet sneen kunne vi kun køre 70 km i timen på motorvejen, og ankom til Skejby efter 20 minutter.

Vi kom op på fødeafdelingen kl 06.50, og blev mødt af en helt rolig og overskudsagtig jordemoder. Vi var nemlig de eneste på hele fødegangen, det var helt mærkeligt, men også utrolig dejligt, for så var der ro på hele personalet. Vi blev mødt af den jordemoder jeg havde haft under min graviditet med Vega, og det var rart med et kendt ansigt. Jeg havde åbnet mig 4 cm og han lå helt nede i bækkenet. Vi blev tildelt en virkelig god stue, da den havde et kæmpe badekar (vist nok det eneste de har deroppe af den slags), og så var selve sengen meget bredere end normalt, så både Rune og jeg kunne ligge på den. Jeg sagde med det samme, at jeg gerne ville i badekar, og de begyndte at fylde det op. Kl. 07 var der vagtskifte, og der kom en ny JM og en studerende og overtog. De var vildt søde og vi havde god kemi. Det tog åbenbart 100 år at fylde badekaret op, og ventetiden gik med at blive undersøgt lidt og ellers bare finde passende stillinger under veerne. Jeg kunne tydeligt mærke på min krop, at den havde prøvet det før. Smerterne var meget nemmere at håndtere, selvom de gjorde pisseondt. Det var fedt at mærke, at jeg klarede det så godt og holdt hovedet koldt, det gav mere overskud og blod på tanden.

Endelig var badekaret fyldt op, og jeg skyndte mig ned under det varme vand. Det var SÅ dejligt og lindrende.. Når jeg havde en ve, fandt jeg hurtigt en god stilling i vandet, og imellem veerne lå jeg bare i fosterstilling med mit hoved på sådan en fylde-dims. Jeg fik på et tidspunkt spurgt JM, hvad det egentlig var vi ventede på, og hun sagde, at vi ventede på at vandet gik. Mig i en nøddeskal, som hader at vente unødvendigt, fik jeg spurgt, om hun ikke ville tage mit vand. Hun mærkede mig indvendigt og jeg havde åbnet mig 7 cm, og så lyttede hun til Sylvesters hjertelyd, og vurderede derefter at hun godt kunne tage vandet. Han lå helt nede i bækkenet, så det var intet problem. De sagde dog, at jeg skulle være forberedt på at føde nogenlunde efter. Ja, tak! Hun tog vandet under en ve, og så gik der ikke mange minutter før at veerne steg med 80% og pressetrangen trængte sig på med 200 km i timen. Pludselig kunne jeg overhovedet ikke holde det varme vand ud længere, og jeg skulle bare op med det samme! Smerterne blev for voldsomme, og jeg kunne ikke finde mig til rette i badekaret, og følte bare at jeg lå og kartede rundt.

Jeg blev hurtigt tørret og fik en skjorte på, og tog et par veer stående. I badekaret havde jeg fået af vide, at jeg gerne måtte presse med hvis jeg ville, så det fortsatte jeg med. Rune holdte mig under veerne, fordi jeg følte at mine ben ellers ville forsvinde under mig. Jeg kom op på briksen, og da den var så bred, kunne Rune ligge der på samme tid og hjælpe med at holde ben og andre uregerlige lemmer. Det var helt utroligt dejligt, at have ham så tæt på. Pludselig siger jordemoderen, at under næste ve må jeg gerne presse alt hvad jeg kan. Rune holdt rundt om min ryg samtidig med at han holdt mit ene ben, og den ene jordemoder holdt det andet. Efter små 20 minutter med presseveer var han ude, og blev lagt op på mit bryst. Han skreg lige med det samme, og var bare mega fin. Han havde næsten intet blod eller fosterfedt, og så så ren ud. Rune klippede navlestrengen, og kort tid efter fødte jeg moderkagen. 

Det var en lynfødsel uden lige, men igen en helt vidunderlig oplevelse. Ikke mindst fordi vi var så meget sammen om det, i og med at Rune lå klods op af mig under pressefasen, og kunne mærke alle krampestrækninger. Han har efterfølgende sagt, at det var alt for vildt at være så tæt på. Klokken 09.02 var han ude, og det havde været 2,5 intense timer, fra da vi kørte hjemmefra 06.30. Jeg er endnu engang stolt over mig selv, og min evne til at føde børn – det kan jeg sgu godt finde ud af.

Efterfølgende spiste vi lidt morgenmad, og jeg prøvede at lægge Sylvester til brystet. Han havde virkelig svært ved at tage fat, men fandt endelig ud af det til sidst, og så gik han ellers kold. Vi blev overladt til os selv, og lå bare og snakkede og hyggede, inden vi 3 timer efter trillede hjemad. På vejen hjem kørte vi i LIDL og købte tonsvis af chokolade, og så købte vi en Hereford Bearnaise hos Sunset, håhåhå – de smager seriøst for sindssygt, hvis I ikke allerede har smag én, så GØR DET!

Derhjemme havde min mor og far ryddet op og rengjort huset, og på sofabordet stod en lille, sort æske. Jeg forstod overhovedet ikke hvem den var fra, indtil jeg kiggede op på min kæreste, som stod og smilte. Inde i æsken lå den fineste ring, lige efter min smag. Min ‘push present’. Jeg blev helt overvældet og begyndte at tude i hans arme, hvilket også var en ren forløsning efter den vilde oplevelse vi lige havde haft. En smuk ring fra ham jeg elsker, så bliver det ikke bedre.

I kan læse min fødselsberetning med Vega her.

Det er som et mirakel når et barn er født. 
Ud kom et lille menneske som ingen før har mødt.
Et spædbarn er så yndigt, her rækker ingen ord.
Med sine blanke øjne han betragter far og mor.
Et sådan hav af kærlighed der pludselig strømmer frem.
For dette lille under der stadig vejes i gram.

]]>