Bagud

Så skete det igen

img_3091I går, da jeg sad og scrollede ned igennem min Instagram feed, faldt jeg over et uddrag af et blogindlæg. Jeg fandt vej til bloggen og til indlægget, og fik med det samme en virkelig tung følelse i maven. Følelsen kom, fordi jeg selv har gennemgået det samme som Trine gennemgår nu.

Tre, anonyme mennesker har lavet en indberetning på hende, fordi de mener, at de ud fra hendes blog og sociale medier, kan vurdere hvorvidt Trine er en god mor eller ej. Sågar, at hun ikke egner sig til at tage sig af sit eget barn. Jeg bliver tom for ord, ked af det og så mega ærgerlig. Jeg ved ikke, hvor mange af jer der læste med dengang. Men da Vega var knapt et år, havde jeg en kvinde fra kommunen i røret, fordi en af mine læsere havde lavet en indberetning på mig og udelukkende igennem mine egne, skrevne ord, vurdereret mine evner som mor. Jeg var 22 år, ny i faget og det gjorde virkelig ondt. Jeg var, som man også kan læse i indlægget, meget frustreret og ikke mindst utroligt vred. Den dag i dag ville jeg nok have formuleret mig lidt anderledes, men det ændrer ikke på noget, for jeg tænker stadig tilbage på det og bliver meget trist. Det har sat et dybt spor i mig, i forhold til mit arbejde her på bloggen og generelt i den online verden.

Det er meget nemt, at lave en indberetning på andre, skræmmende nemt. Derudover kan man tilmed gøre det anonymt, så det ingen konsekvenser har for vedkommende, der gør det. Noget andet er, at kommunen skal tage alle henvendelser seriøst – selvfølgelig skal de det, for tænk nu, hvis de faktisk overså et alvorligt tilfælde?

Min egen historie er på alle måder trist, uretfærdig og hård, men jeg bliver næsten mere oprevet på Trines vegne. For hvis man har læst med på lortemor.dk, ved man, at der bliver talt lige fra posen. Man ved, at der bliver skrevet hudløst ærligt og at der ikke bliver pakket noget ind. Det er jo netop det, der gør bloggen til hvad den er, og netop det, der gør at man elsker at følge med. Trine skriver ofte det, vi andre tænker, men som vi ikke kan sætte ord på.
Da der blev lavet en indberetning på mig, var Vega 8 måneder, og jeg var stadig forholdvis ny i morrollen, med alt hvad der hører med af usikkerhed og uerfarenhed. Men Trine har været mor i fire år, og jeg ved, at hun har godt styr på, hvordan man gør den slags.
Derfor bliver jeg så harm, når nogle føler, at de kan tillade sig at gå så meget over andres grænser.

Det er meget svært for mig, ikke at falde over mine ord lige nu, fordi jeg på den ene side har så meget, jeg gerne vil sige, men på den anden side ingen ord har. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at ligeså snart Københavns Kommune møder Trine, ved de, at der intet hold er i det. Men forestil jer lige, at skulle sidde og bevise sin evne som mor overfor det offentlige, og bevise, at man vil det bedste for det menneske, man elsker ubetinget?

Jeg håber inderligt, at den galskab snart stopper, og så sender jeg endnu flere varme tanker til Trine, end jeg har gjort allerede.

 
   

5 kommentarer

  • Line

    Jeg er faktisk uenig det meste af det du skriver. Jeg har selv tænkt tanken, om Trine om magter morrollen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun overøser sit barn med kærlighed. Men kærlighed er bare ikke alt! Som hun selv skriver det, ligger hun på langs, og hun lever et utrygt, ustabilt liv og hendes handlinger er ikke alle lige ansvarlige. Man skylder sit barn en stabil og tryg base, og kan man give det, når man ligger i krig med sig selv? Det kan jeg være bekymret for. At der er 3 mennesker, uafhængigt af hinanden laver en indberetning fortæller vel også lidt. Men jeg synes vi gør en fejl ved at se en indberetning som et angreb mod mor, når det blot er et udtryk for bekymring for barnet. Når det så er sagt, fortjener hun virkelig ikke mere modstand…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Hellere en indberetning for meget end en for lidt! Når man som mor skriver om at stå uden tag over hovedet og bo i et telt om halvanden uge, når man opretter en indsamling for at skrabe penge sammen til husleje, når man beskriver tanker om at hoppe ud foran et tog og generelt beskriver at man har det rigtig hårdt, så synes jeg faktisk det er ok at reagere – også som læser af en blog.

    Det er trods alt blot en indberetning, et hint om at en familie kunne bruge noget støtte. Hun er jo ikke blevet anmeldt og personligt ser jeg ikke en indberetning som at nogen bliver dømt. Der er ingen tvivl om at hun har det svært og måske kan lidt støtte være en hjælp for hende. Synes fanden bliver malet på væggen, for mig at se er det et udtryk for omsorg og bekymring.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg har det faktisk lidt blandet med det. Jeg har også læst med i mange år hos Trine og er slet ikke i tvivl om, at hun er en dejlig mor. Hun har i hvert fald ikke skrevet noget, der får mig til at tænke anderledes – og de følelser hun deler ud af kender jeg helt og aldeles fra mig selv – så at hun er blevet anmeldt på den baggrund kan bestemt undre mig MEGET! På den anden siden synes jeg egentlig at vi blander og alt for lidt i hinanden og at det desværre ofte er børn det gåe ud over! Det SKAL være nemt og anonymt at anmelde nogen for mistanke om svigt, for ofte er det jo en ven eller bekendt af familen der får mistanken om, at noget er galt og der er det vigtigt at man kan anmelde uden at skulle tænke over om det får konsekvenser for en selv. Forstå mig ret – jeg synes bestemt det er tarveligt og ubegrundet at både du i sin tid og nu Trine skal igennem det her på så sparsomme mistanker som det trods alt må være og jeg tænker det må handle en smule om noget “ondt i røven” og ikke om en reel mistanke og misrøgt, men hvis man reelt er bekymret for om et barn trives synes jeg bestemt man skal “blande sig” og anmelde – også selvom mistanken ikke er stor. Det kan i sidste ende redde et barn!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja B.K.

    Føj for … har selv en søn på godt og vel 6 mdr. Er førstegangsmor og jeg ville blive fuldstændig ødelagt over sådan noget. Normalt er jeg en ret stærk person, men på det punkt – av av! Ville gå ned med flaget for en periode. Man er sgu sårbar. Hvad bilder folk sig egentlig ind. Fair (og vigtigt) at indberette, hvis der er en oprigtig bekymring og man i øvrigt kender nok til familien til at vurdere børnenes trivsel. Men …. seriøst…. er faktisk ret chokeret over at folk kan være så onde! Emma .. kan du ikk lave et link til dit opslag fra dengang?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma Kathrine

      Præcis. Det er virkelig modbydeligt :( Jeg havde faktisk linket til indlægget, men glemt at gøre det tydeligt nok – du burde kunne se det nu :)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad har du på hjerte?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bagud