Når solen skinner

Ondt i håret og højt humør

Mandag, mandag, mandag. Du er hård i dag, men det er min egen skyld. Tømmermænd fra helvede havde overtaget min krop og min sjæl i går, og jeg synes, at min tilværelse så meget sort ud. Faktisk havde jeg ret ondt af mig selv, og synes, at det hele var virkelig uretfærdigt. Samtidig var jeg også irriteret over, at jeg ikke havde passet bedre på og holdt lidt igen i lørdags, da jeg var ude med mine bedste veninder. For det er jo ingen overraskelse, at jeg får gevaldige tømmermænd. Sådan har det været siden jeg trådte ind i 20’erne, og jeg ved det jo godt. Det er bare som om, at når der går lang nok tid imellem byturene, så glemmer jeg, hvor elendigt jeg egentlig har det dagen efter. Misforstå mig ikke, jeg elsker at tilbringe tid med mine veninder (elsker!), og tiden inden byen var den allerbedste. Vi spiste pizza, drak alt muligt, dansede og grinede. Vi havde det simpelthen så sjovt. Men at stå på en klub, hvor man ikke kan tale sammen, folk går ind i hinanden og er generelt bare alt for stive – det bliver et nej tak herfra. Det er ikke det værd, i hvert fald ikke for mig. Dermed ikke sagt, at jeg ikke tror jeg gør det igen en dag, det gør jeg sikkert. Selvom jeg vil prøve at lade være. Jeg synes bare oprigtigt at det er spild af værdifuld tid. Men jeg kan jo heller ikke bare ligge mig i sengen og sove dagen lang, for selvom jeg får lov at sove længere end normalt, er jeg stadig nogens mor, og det kan man ikke bare holde fri fra. Og jeg hader, når jeg ligesom i går, er så flad og udmattet, at jeg ikke har overskud til mine børn. Det er bare den værste følelse, og det er nok også derfor jeg kommer med overstående udmelding. Det er også fordi weekenden er så hellig for mig. Det er de to bedste dage på ugen, efter min mening, fordi det er der vi bare har den tid med hinanden, som vi ikke har i hverdagene. Derfor er det jo klart, at jeg ærger mig helt vildt over, at jeg skulle rende rundt og have det så skidt. Tømmermændene blev heldigvis bedre om aftenen, efter hovedet i kummen og en dobbelt TREO. Jep, så slemt var det. Heldigvis var begge børn helt klar på at se ‘Zootropolis’ i sofaen med dyner – to gange.

Men skidt pyt, for jeg havde en virkelig god aften, og jeg krummede seriøst tæer, da jeg så mine veninders stories i går. Jeg fik endda beskeder fra veninder, der ikke var med, om at ‘jeg da godt nok havde haft en fest i går’ – jo tak. Pinligt, pinligt.

img_0922Ellers er humøret højt. Jeg har en dejlig dag i vente, og skal mødes med hende her efter arbejde. Derudover glæder jeg mig bare til at komme i gang med en ny uge, som forhåbentlig byder på en masse træning. Kunne I være interesseret I et opdateret træningsindlæg? Det er vildt, at vi lige om lidt går ind i april. Så er det altså rigtigt forår i min optik. Jeg glæder mig til bare ben og solbriller, og så glæder jeg mig bare åndsvagt meget til vi skal til Toscana.

Ha’ en skøn start på ugen. Jeg kigger ind igen om et par dage <3

 
   

Skal du være den første, der kommenterer?

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad har du på hjerte?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når solen skinner