Glimt

Lige for tiden

.. er det godt nok hårdt, at være forældre til to børn med ikke engang to år i mellem. Det trækker virkelig tænder ud og peaker lige nu (og sådan fortsætter det nok de næste 15 år). Vega har nået den alder hvor hun sagtens kan sidde selv og fordybe sig i noget. Hun kan godt lide at slappe af og lave ingenting. Det er egentlig ikke rigtig hende, der er problemet. Sylvester derimod, vil gerne lave alting på en gang. Han kan kun sidde stille meget kort tid ad gangen, og hvis han skal lave noget kreativt sammen med sin søster, ender det bare ud i masseødelæggelse. Hans nysgerrighed og utålmodighed går ofte ud over hende, og så kommer de op og skændes. Det er jo klart, at hun bliver irriteret – men det der med at håndtere tingene på en ordenlig måde, ligger jo (naturligvis) slet ikke til dem endnu. Så flere gange ugentligt, nærmest dagligt, er der småskænderier og gråd. Det resulterer i et vanvittigt højt støjniveau, som er lige til at blive bims af. Jeg tror, Sylvester er frustreret, fordi han har så mange meninger om ting, men stadig er meget begrænset både fysisk og ikke mindst sprogligt. Han kan så meget, men alligevel skal han stadig have hjælp til alt, og det er nok svært, når hans storesøster er fuldkommen selvhjulpen. Støjniveauet, ’skænderierne’, vores frustrationer og irritationer kan virkelig mærkes på overskudskontoen, som føles som om, den er i minus. Man bliver sgu træt i hovedet af at sige: ‘nej’, ’stop’, ‘lade være’, ‘hør nu efter’ – og jeg kunne blive ved, flere gange dagligt. Forhåbentlig er det værste snart ovre, så vi kan få lidt ro på derhjemme igen : )

img_2731img_2729 img_2730

Men de få, rolige øjeblikke hvor de faktisk kan enes, smelter både Rune og jeg også fuldstændig. Så leger de, griner, synger, holder i hånden, kysser, krammer og er verdens bedste venner. Det er, som jeg også har sagt før, det største at opleve : ) Det varmer mit hjerte så meget at de har hinanden.

Lige nu er de begge hos deres mormor, og senere skal de ud til bedstefar. Jeg fandt ud af i går, at institutionen holder lukket i dag pga. pædagogisk dag – noget, jeg fik af vide for længe siden, men som jeg har svedt fuldstændig ud. Så jeg lå lige vandret, for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Det er så godt, at vi har sådan nogle fleksible forældre, der kan træde til når det brænder på. Det er uvurderligt.

Om lidt er det weekend, og vi skal tilbringe de næste tre dage i København, alle fire. Rune skal til Distortion og børnene og jeg skal hygge med min svigerinde, inden vi alle skal til housewarming søndag. Jeg gad egentlig også godt til Distortion i morgen, det er ved at være mange år siden, jeg sidst har været der. Men det bliver nok ikke muligt i denne omgang. Under alle omstændigheder bliver det godt med lidt luftforandring, og det bliver skønt vejr på øen her i weekenden : ) Ooooog for lige at toppe min weekend, skal jeg tilbringe min mandag aften med en sej og i min optik, meget inspirerende herre. Så kan I jo tænke lidt over hvem det er ;)

Kan I have en skøn weekend <3

 
   

Skal du være den første, der kommenterer?

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Hvad har du på hjerte?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Glimt