Søndags-lørdag

Hovedpine: Når kroppen ikke er glad

Under min anden barsel havde jeg ofte hovedpine. Rundtregnet hver anden eller tredje dag lavede jeg et glas vand med en dobbelt TREO, for at dulme smerterne. Jeg vidste godt, det ikke var normalt at have hovedpine så ofte, men gjorde ikke mere ved det. Skyldte skylden på manglende væske, at jeg nok snart skulle få et nyt synstjek og så tænkte jeg også, at det måske bare var min hjernes inaktivitet, der lavede ulykker ;)

Da jeg i januar fik job, gik det efter en måned op for mig, at jeg ikke havde haft hovedpine i en måned. Det er en kæmpestor forskel, når man har haft det så ofte som jeg. Det slog mig pludseligt, og jeg blev så glad og lettet. Der er mange ting, der spiller ind, og jeg tror også, at store dele af det har været psykisk. Men derudover er der nogle helt væsentlige ting, som jeg vil dele med jer:

  • Vand, vand, vand. I løbet af mine 6 timer på arbejde drikker jeg mindst tre, store, iskolde glas vand. Vandet herhjemme smager mærkeligt, så selvom jeg elsker at drikke vand, er det blevet slemt nedprioriteret grundet smagen, og derfor har jeg af gode grunde ikke drukket nok i den tid jeg gik hjemme. Men jeg kan virkelig mærke, at det er brændstof for min hjerne. Nogle dage har jeg drukket lidt for meget kaffe og næsten intet vand, og så stritter alt indeni mig imod og siger ’stop!.
  • Massage og udstrækning. Inden jeg startede på job havde jeg en episode, hvor jeg i flere dage havde haft en intens hovedpine. Så intens, at jeg til sidst tog til vagtlægen, fordi det gjorde så ondt og tårerne trillede ned af mine kinder. Jeg kunne ikke være i mig selv mere. Her fortalte lægen, at 90% af alle hovedpiner skyldes spændinger, og det kan afhjælpes ved at strække ud. Herefter viste han mig en helt simpel udstrækningsøvelse, hvor man bare lader hovedet falde helt ned, så man virkelig kan mærke strækket i nakken, hvorefter man langsomt drejer hovedet først til venstre og så til højre. Den øvelse laver jeg flere gange ugentligt, fx når jeg holder halvsovende børn i hånden ved sovetid, sidder på toilettet, er i bad og så videre. Det tager få minutter, og er så godt givet ud. Det er ekstemt rart, og jeg er 100% sikker på, at det forebygger eventuelle hovedpiner, da jeg ikke er så spændt omkring nakken længere.
    Derudover får vi på jobbet massage hver anden uge, og er I vimmer(!), det er fantastisk. Der er stadig lang vej, efter to børn og forkerte løft, men Karina, den søde massør, er ved at få løsnet godt op i mine spændte muskler, og det får mig til at ærgre mig over, at jeg ikke har gjort noget ved det før nu.
  • Nærende kost igennem dagen. Måske kan de af jer der har været på barsel, nikke genkendende til at man ikke altid får den mest nærende kost og/eller spiser på de rigtige tidspunkter. For mit vedkommende har det åbenbart betydet mere end jeg troede, for jeg kan tydeligt mærke, hvordan mit energi niveau og mit humør er helt anderledes nu. Vi får både morgenmad og frokost på job, så jeg bliver tanket fuldt op to gange, inden vi igen spiser aftensmad herhjemme. Under min barsel småspiste jeg hist og her, og blev sjældent ordentlig mæt, og derudover var det ofte noget hurtigt og ikke specielt nærende mad, jeg indtog.

picmonkey-image-8^ En glad reje uden hovedpine

Mine tips mod hovedpine er ret basale og er sikkert allemands viden. Men der er forskel på at vide noget, og rent faktisk bruge det i praksis. Det har jeg i hvert fald aldrig gjort på det her niveau før, og jeg har aldrig haft det bedre indeni. Mit humør er højere, jeg har ikke længere hovedpine (så længe jeg overholder overstående) og jeg er generelt bedre tilpas!

Jeg tror oprigtigt på, at alle har brug for b.l.a. vand og god kost, men at kroppen vænner sig til at være i én bestemt tilstand, og så tror den til sidst, at den har det godt. Giver det mening, når man læser det? Jeg har ikke før følt, at jeg ikke havde det godt. Men når jeg mærker hvordan jeg har det nu, kan jeg kun blive lidt rystet over, at jeg har gået i næsten et år og troet noget at alt var okay. For nu kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg har det godt indeni – nu mangler jeg bare at få skruet træningen op en smule…….

 
   

3 kommentarer

  • Mia

    Tre (!) børn? Hvabehar?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma Kathrine

      Ha! Godt du er opmærksom, for det er jeg bestemt ikke :D Det er rettet nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone S

    Jeg tror du har så ret, især i forhold til vand og udstrækning af nakken. Jeg har døjet rigtig længe med nakke-udløst hovedpine og det hjælper virkelig at forebygge ved at lave udstrækninger af nakken.

    Derudover tænkte jeg, om du ikke på et tidspunkt kunne fortælle lidt om dit job og hvordan du var heldig at finde det. Jeg tror , at der sidder mange, der ligesom mig, godt kunne bruge en succeshistorie som din. Det er helt okay, hvis du ikke ønsker at fortælle hvilken virksomhed det er, men måske bare mere hvad du laver, dine typiske arbejdsopgaver osv :-)

    Ha en dejlig mandag.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad har du på hjerte?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndags-lørdag