Om rutiner: Når hverdagen træder ind

Fremtiden: Hvor skal vi bo?

img_1054Noget af det der fylder meget hos mig lige pt. er fremtiden. Hvad skal der ske? Hvor er vi om 5, 10 år? I den kategori er der utroligt mange ting der spiller ind, men én af dem er hvor vi skal bo. Det er klart, at drømmen går ud på at finde et sted, hvor vi kan bo +10 år. Et sted vi kan slå os ned og vide, at her er vores base det næste lange stykke tid. Vi har helt klart nogle krav, og ét er at der skal være have, da vi jo har to hunde + at det bare er dejligt med børn. Engang i mellem drømmer vi om at købe en lejlighed inde i byen, men så kommer vi i tanke om, at det bare ville være mere besværligt end dejligt – i hvert fald for os. Når børnene engang er flyttet hjemmefra, kan det være vi ender i byen igen.

Vores nuværende boligsituation
Vi bor i et lille rækkehus, som faktisk er rigtig godt. Vi har en stor altan til den ene side, en have med terrasse til den anden side. Det er dejlig lyst og pænt, og jeg synes virkelig vi har gjort det fint, i forhold til det udgangspunkt vi havde, da vi købte det i juni 2015. Det ligger centralt med blot 200 meter til både indkøb, institution og transport til byen. Vores største problem med huset er størrelsen. På papiret har vi 73 kvadratmeter at bo på, men hvis man tæller bryggers, bad, gangarealer osv med, er der nok omkring 100 kvadratmeter i alt. Vores 1. sal er primært der vi befinder os, og det består af et køkken-alrum og en stue i ét, samt børnenes værelse. Men børnene har fået den alder hvor de er overalt, og der er ikke særlig meget plads til leg, og jeg føler lidt at vi falder over hinanden til tider. Derudover kunne det virkelig være rart at have et sted, hvor man kunne lukke døren efter sig – som ikke er soveværelset.

Det har altid været planen at vi skulle flytte på et tidspunkt. Der er kun ét børneværelse, og 73 kvadratmeter er bare ikke nok for en familie på fire, som nok skal udvides engang. Oveni det har vi også to hunde, som ganske vist er små, men de er jo ikke usynlige og kræver også sit.

Læs også om vores køkkenrenovering.

Hvad er drømmen?
Vores drøm er helt klart at bygge selv engang. Uden tvivl. Tænk at kunne designe sit drømmehus lige som man vil have det. Jeg har før nævnt, at jeg synes gamle, store villaer er smukke – og det synes jeg stadig. Men vi er kommet frem til, at vi skal have noget helt nyt, som ikke skal renoveres. Men her spiller pengene selvfølelig også ind, og ikke mindst beliggenheden. En grund der hvor vi vil bygge i Aarhus koster mellem 1,3 og 1,7 mio, og derudover skal man også have et hus. Et typehus kan typisk finanseres for 1,4 mio – men oveni kommer så tilvalg som ofte løber op i 500-600.000 kr. Det er i hvert fald hvad jeg har læst mig frem til. Det er vildt, hvad beliggenheden gør – når man fx kan flytte 1-2 timer væk og købe en grund til under 300.000 kr. Så alt i alt vil det nok koste omkring +4 mio at bygge vores drømmehus. Det er slet ikke urealistisk, at det engang kan lade sig gøre, men hvornår ved jeg desværre ikke. Det kræver jo at vi kan få godkendt det af banken + en helt masse andre ting, der også spiller ind. Til gengæld er vi ret sikre på, at vi kommer afsted med en god sum penge, når vi engang sælger vores hus, da det kun er steget i pris siden vi købte det. Jeg tænker, at vi på et tidspunkt skal holde et møde med banken for at høre hvor vi står i forhold til engang at ville bygge selv, hvad der skal til osv. Jeg er sådan en, der gerne vil vide hvad der skal til for at opnå noget, så jeg har det i baghovedet og forholde mig til. Det motiverer mig mere og gør, at jeg kan slå koldt vand i blodet. Om det så er om 1 eller 5 år, bare så længe jeg ved, at det kan lade sig gøre engang. Men sådan er vi jo så forskellige.

Hvordan er jeres boligsituation, og hvad er drømmen? Har nogle af jer bygget hus?

 
   

10 kommentarer

  • Helene

    Lyder spændende. 😊 Man får godt nok meget for pengene i Jylland. Jeg bor med min kæreste, og vi venter vores første barn til oktober. Vi har købt en helt ny lejlighed på Islands Brygge på 120 kvm. Den ligger tæt på byen men samtidig et stenkast fra skov og vand. Den har vi givet 6 mio. for, og her ser vi os selv bo ihvertfald 4 år frem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Hej Emma Kathrine
    “Velkommen tilbage” om man vil. Det er rigtig hyggeligt at høre om din hverdag. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at man som blogger må tænke meget på hvad man skal skrive om. De fleste af os tænker jo at vores liv ikke er så spændende at andre virkelig vil læse om det. Men det er faktisk meget rart at læse med hos dig, en blogger som er helt nede på jorden. For det meste når man kigger på de sociale medier, er alt helt “lyserødt” overskuds agtigt, men helt tonede kroppe og stram hud, og man bliver som læser fascineret, men man tænker meget hurtigt at man selv må have et vanvittigt kedeligt liv og at de ting man kæmper med i hverdagen ikke er helt normale. Og det er netop den del der følger med hos dig, alt det som er helt normalt. Så ros til at du faktisk bare skriver om et helt “normalt” liv, så vi andre herude også bare kan føle os helt normale.
    Nok om det. Det jeg egentlig ville skrive var at jeg er enig i den kommentar Sara skriver angående prisen på et færdigt typehus. I skal nok regne med at prisen er noget dyrere end det du skriver. Man får nærmest ingenting for 1.4. Desværre. Jeg vil anbefale jer at tage ud og kigge på typehuse, mener der ligger et sted nær Århus, hvor husene ligger side om side. Kig evt efter noget åbent hus arrangement. Der får man en fornemmelse af hvad der kan lade sig gøre for pengene. I skal dog tage højde for at de har puttet tillægsløsninger i de fleste huse, så snak lige med de ansatte derude og bed dem om at udspecificere hvad der egentlig er en del af den standard pris de viser på det :)
    Vi er også selv i gang med tankerne om nybyg og er lige i gang med at spare op ;)
    Held og lykke med det og lad os bare høre noget mere om den proces :)
    /Christina

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Vi fik også vores første barn som 20 årige, og købte derfor et rækkehus ligesom jeres. Da lillebror kom blev pladsen for trang, men vi var jo begge studerende, så vi måtte holde ud ;-) Nu er ungerne 6 og 4 og vi har købt det dejligste hus. Jeg tror man drømmer tidligere, når man får børn tidligt :-) Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma Kathrine

      Hvor skønt for jer! Tror du har helt ret. Man vil jo bare gerne have det bedste så tidligt som muligt :) Men sejt i har holdt den trænge plads ud så længe, det tror jeg ikke vi kan! Håber vi får mulighed for at købe ligesom jer en dag :)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      Det gør I helt sikkert. Vi er ingen pragteksemplar, og har både SU lån osv ;-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Har selv lige købt hus med min mand. Vi har dog ingen børn endnu. Beslutningen om at købe hus var ret pludselig, men vores daværende lejlighed i København var steget så meget i pris, at vi pludselig havde penge til en udbetaling på et hus. Så vi har købt et stort hus med plads til småfolk den dag vi har lyst til det. Indtil da har vi god tid til at istandsætte huset, da det kræver en del ændringer for at blive det, vi drømmer om. Til gengæld er beliggenheden mere end vi nogensinde havde turdet håbe på.

    Jeg skal jo ikke kunne sige, hvordan prislejet er i Århus versus Kbh, men hvis jeg kunne få mit drømmehus for 5 mio – hvor der ikke skulle renoveres, så var jeg lykkelig. ;-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma Kathrine

      Hvor skønt! Det kunne ikke være bedre så :) Og dejligt I ikke skal stresse mht istandsættelsen, fordi der er små børn omkring jer.

      Ja, hehe. Priserne i Aarhus er noget andet end i København, men de er stadig høje. Efter at have læst Sara’s kommentar, kan det også være det kommer tættere på de 5 end de 4 mio. Men nu må vi se :) Jeg tør ikke drømme for meget, for så bliver jeg bare alt for skuffet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Hej Emma.
    For at svare på dit spørgsmål:
    Ja, vi byggede sprit nyt hus med Huscompagniet. Et H-hus på 200 m2 på en 1000 m2 grund. Grunden stod os i 1,6 – hvilket er meget normalt. Huset stod os i knap 3 – plus for 850.000 tilvalg.
    Det der med at huset kan financieres for 1,4 er jeg ikke helt enig i. Eller så er det i hvert fald den “skrabede” kampagnemodel. Derudover er der mange udgifter jeg slet ikke havde taget højde for, men som min mand heldigvis havde helt styr på. F.eks. kostede det knap 200.000 kr. at få kørt jord væk, da der blev gravet ud til huset. Det har også kostet lige knap 200.000 at anlægge have – og vi er ikke engang gået all-in. Vi har hæk hele vejen rundt, græs, og så har vi fået anlagt en rigtig lækker terrasse og nogle frugttræer og et magnolietræ.
    Vi har tilvalg for 200.000 i køkkenet (huscompagniet afsætter kun 80.000 til et køkken, og det kommer man ikke langt for i HTH). Vi har opgraderet gulve, ekstra lofthøjde og lydlofter (det bedste tilvalg nogensinde!!). Det er været en kostelig affære, men for pokker hvor jeg ELSKER vores hus. 3 store børneværelser, et dejligt kontor/gæsteværelse, en separat voksenafdeling med walk-in og stort badeværelse, bryggers køkken alrum på 40 m2, stor stue, og et ekstra badeværelse.
    Men vi har også, prøvet at bo på 47 m2 i Aarhus C med et barn, så ved jeg ved hvordan det er at bo på lidt plads. (Det har jeg vidst skrevet om i en tidligere kommentar).

    Hilsen en nu 30 årig mor, med tre skønne unger :-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma Kathrine

      Hej Sara

      Tak for din kommentar :) Du har efterhånden skrevet mange gode kommentarer herinde, og jeg sætter stor pris på dem.

      For det første, så lyder jeres jo som vores drømmehus! Det lyder alt for lækkert.

      Jeg har heller ikke sat mig nok ind i det til at sige præcis tal – overhovedet, det var bare et skud :) Der kommer altid uforudsete udgifter, så hellere regne med for meget end for lidt. Men de udgifter du nævner havde jeg fx slet ikke regnet med, så det er godt at blive oplyst.

      Hvor har I bygget henne? Håber, vi engang kan gøre jer kunsten efter med huset :)

      En sidste ting: Hvor gamle er dine børn?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Min historie er den modsatte af din. Jeg er en rigtig Aarhus-pige, der er endt i København. Dog ikke i selve København, men på Nordsjælland, og med S-tog hvert 10. minut til Kbh. Huset har vi bygget i Nordsjælland. Den by vi har slået os ned i, minder prismæssigt meget om forstæderne nær Aarhus.
      Jeg har en datter på 8,5 (som jeg fik da jeg var 21 (næsten 22) og på S.U), en datter på 3,5 og en lille søn på 9 måneder.
      Selvfølgelig kommer I til at gøre kunsten efter.
      Jeg kan huske alt det du beskriver, tankerne og drømmene. Da jeg var yngre sad jeg ofte og googlede og søgte på huse til salg, kiggede plantegninger osv. fordi jeg bare glædede mig SÅ meget. Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og give mig selv et godt råd, ville det nok være at leve lidt mere i nuet, og ikke hele tiden tænke: “hvad er det næste skridt?”. Men sådan kan man jo altid være bagklog på eget liv ;-) Tror seriøst jeg må have brugt uger af mit liv på “boligsiden.dk”, hvis man begynder at regne det sammen – haha.
      Jeg NYDER vores hus hver dag, og er meget meget stolt af det. Men jeg kan stadig til tider savne vores skønne lejlighed i øgaderne, hvor jeg kunne stå foran Magasin på 10 min., brunch ved åen, middag på Ferdinand, latinerkvarteret, Bruunsgade..
      “Du kan tage pige ud af Aarhus …”.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad har du på hjerte?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om rutiner: Når hverdagen træder ind