Helt høj på babylykke

Og sådan blev jeg mor for tredje gang

Onsdag d. 8 maj. Vi har en tid til igangsættelsessamtale kl. 12, og der er ekstremt travlt, kan vi mærke. Vi ender med at vente i næsten en time, før en jordemoder har tid til at kigge på mig. Først kører hun CTG-scanning i en halv time, og så mærker hun mig indvendigt. Jeg ved på forhånd, at jeg har tre muligheder: hun kan tage mit vand, hvilket kan gå mange veje. Jeg kan få angustapiller, som er et kunstigt vehormon, som også kan gå mange veje (tidsmæssigt). Eller jeg kan gå hjem igen og vente på, at fødslen selv går igang. Som tidligere nævnt er jeg meget presset og frustreret. Jeg har hørt så meget omkring angustapillerne, hvor fødslen for nogle gik igang efter nogle timer, hvorimod andre skulle spise pillerne i tre døgn, før der skete noget. Det skræmmer mig rigtig meget, og jeg beder derfor om at få taget mit vand. Det kan jeg ligesom forholde mig til – selvom det ikke er en sikkerhed, at jeg vil få veer derefter.

Grundet travlhed på fødegangen, kan jordemoderen ikke tilbyde at tage mit vand, fordi de simpelthen ikke kan risikere, at jeg går i fødsel med det samme. De har ikke nok ledige hænder til det. Det slår mig lidt ud, og jeg bliver ked af det. Jeg er i forvejen ikke særlig begejstret over overhovedet at skulle sættes igang, og har på ingen måde lyst til at tage hjem og vente på en fødsel på ubestemt tid, så det efterlader mig med én mulighed: igangsættelsespillerne, som jeg ikke har nogle forventinger til, fordi historierne omkring dem er så forskellige. Men det er sådan det bliver. Jeg får i alt seks stk med hjem, og hvis der ikke sker noget efter den sjette pille, skal jeg komme igen kl. 09 dagen efter. Den første pille bliver spist kl. 14.30, og derefter kører vi hen og henter børn, og kører ind til Mindeparken, hvor vi går en tur med hundene. Allerede dér kan jeg mærke noget anderledes, som om mine plukkeveer bliver kraftigere. Men som sagt er mine forventinger helt i bund, fordi jeg er gået så meget over tid, at jeg nærmest har opgivet.


Dagen går, plukkeveerne fortsætter og da jeg står og laver aftensmad med den tredje pille i maven, kan jeg godt mærke, at der altså sker noget i min krop – noget, der går i den rigtige retning. Jeg siger til Rune, at det begynder at bide lidt, er nødt til lige at stoppe op, når smerterne kommer. De er dog stadig meget milde, og vi får spist aftensmad og puttet børn. Jeg kan godt mærke, at mit hoved ligeså stille begynder at være et helt andet sted, og jeg tænker på, om det mon sker i aften.

Da børnene sover sætter vi os i sofaen, og jeg vil gerne se Paradise. Det får Rune hurtigt kommenteret på, hvorefter jeg siger noget i retningen af: “Jeg skal muligvis føde et barn senere, så nu vil jeg gerne have lov til at se det her afsnit i de 30 minutter det varer”. Han kan jo alligevel ikke lade være med at følge med, når jeg ser det.

Smerterne tager til og kl. 20.30 skal jeg tage den fjerde pille. Allerede inden jeg tager den, er jeg helt bevidst om, at veerne for alvor er på vej. Fra den fjerde pille er spist tager det hele en lynhurtig drejning, og veerne kommer pludseligt og med en helt anden styrke, end hvad jeg mærkede blot en time forinden. Jeg registrerer den første rigtige ve i mine noter på min telefon kl 20.50, og herefter kommer de med fem minutters mellemrum og bliver kraftigere og kraftigere. Allerede lidt over ni beder jeg Rune ringe til fødegangen, og fordi mine to forrige fødsler har været så hurtige, siger jordemoderen at vi bare kan køre.

Vi får samlet vores ting, og jeg forsøger at samle mig selv, men veerne kommer nu med kun to minutters mellemrum, og jeg kan ikke forholde mig til noget. Jeg ender med at beholde mine hjemmesko på, og smide mine sneakers i tasken. Vi bor heldigvis kun ti minutter fra AUH, men jeg tror alligevel at jeg når at have seks veer under turen derhen. Det er sjovt, at man kan sidde og have en samtale, måske endda grine, og så gå fuldstændig ind i sig selv under veen, og fortsætte samtalen bagefter, som om intet er hent.

Da vi når fødegangen er der nu kun 30 sekunder mellem veerne, og det er meget voldsomt for mig. Jeg har senere hen fundet ud af, at veerne på angustapiller er nogle lidt andre veer end normalt – og det kan jeg godt skrive under på. I kan nok forestille jer, hvor lang tid det tog at gå fra bilen og op på fødegangen. Vi møder jordemoderen under en ve, og hende og Rune står og snakker lidt, imens jeg får pustet mig igennem de sidste smerter.


Klokken bliver 21.50, og det er en time siden jeg registrerede den første ve hjemme i sofaen. Intensiteten på dem er gået fra 0-100 nu. Da vi kommer ind på fødestuen, får jeg en lang skjorte på, og jordemoderen fortæller mig, at jeg er 4 cm åben. Jeg beder om at få et lavement, som jeg næsten ikke kan holde inde, fordi veerne kommer så hyppigt. Jeg har meget svært ved at fokusere, og kan ikke engang nå at skifte stilling, før den næste ve skyller ind over mig. Klokken 22 er der vagtskifte, og en ny jordemor og en studerende tager over. Jordemoderen sætter sig ved computeren og holder sig meget i baggrunden, imens den studerende styrer showet fuldstændig, hun var virkelig sej og vi havde god kemi. Der går en time mere, og jeg spørger hende, om hun ikke vil tjekke, hvor åben jeg er, og det vil hun gerne, selvom hun synes det er lidt tidligt, fordi det kun er en time siden sidst.
“5 cm” siger hun, og jeg kan bare huske, hvordan den besked rammer mig, fordi jeg stadig har vestorm med 30 sekunders mellemrum, og jeg tænker straks, at det skal vare ved i fem timer, hvis jeg kun udvider mig en centimeter per time. Av. Hun spørger, om jeg vil have lattergas, og det vil jeg meget gerne. Jeg fik også lattergas under fødslen med Vega, og det tager lige toppen af veerne. Derudover hjælper det mig rigtig meget, at jeg har noget jeg ‘skal’, hver gang veerne kom. At jeg skal trække vejret ind i masken fjerner fokus, hvilket er rart.

Rune er så god under mine veer, og bruger nogle af de redskaber som vi fik til fødselsforberedelse med Meyermetoden. Selvom han guider og støtter mig, har jeg har stadig svært ved at forholde mig til noget, og kan ikke høre hvad folk siger, fordi jeg koncentrerer mig så meget om min vejrtrækning under veerne. I de sekunders pause jeg har, falder jeg nærmest i søvn, fordi jeg er så udmattet.



Der er ikke gået mere end ti minutter siden jeg fik meddelelsen om, at jeg er fem cm åben, men jeg kan pludselig mærke, at jeg får pressetrang. “Jeg skal presse?!” får jeg sagt med lidt panik i stemmen, og hun siger, at det ville undre hende meget, men at hun hører hvad jeg siger, og at jeg jo godt kan overraske hende. Hun tjekker mig igen, og jeg er 9 cm åben. Jeg er både lettet men også lidt forbavset, over at have åbnet mig 4 cm på 10 minutter. Men det betyder, at jeg har min lille dreng i armene inden længe, og det er den største motivationsfaktor for mig. Jeg føler mig mentalt klar og tænker for mig selv, at jeg har prøvet det her to gange før og at jeg er PISSE sej. Jeg ligger mig om på siden, Rune holder mit ene ben og den jordemoderstuderende holder det andet, og jeg får nu lov til at presse. Jeg har ikke haft nogen fødselsplan til de andre to fødsler, og har heller ikke nogen med til denne, men det første jeg sagde da jeg kom ind på fødestuen, var at jeg gerne selv ville tage imod ham. Der er virkelig tryk på presseveerne og 15 minutter efter, siger hun at jeg gerne må tage mine hænder ned til ham, og selv tage imod ham på næste presseve. Det gør jeg, og 23.57 lander den fineste lille skabning på mit bryst, og vandet går i det sekund jeg hiver ham ud.


Den forløsning jeg oplever er fuldstændig ubeskrivelig, efter at have haft så intense veer i to timer og en ret intens pressefase, og nu er det endelig ovre. Ikke mindst fordi jeg er gået så meget over tid, er blevet sat igang og nu er jeg endelig ude på den anden side. Det er virkelig stort.

Han vejer 3798 gram og er 55 cm lang, helt perfekt og lækker. Fordi han har ligget i maven så længe, har han intet fosterfedt tilbage, men er til gengæld lidt tør på hænder og fødder. Vi får det famøse morgenmadsbord ind og Rune giver mig saftevand og lidt franskbrød med smør. Jeg ligger i en times tid i sengen, inden jeg går ud og tager et bad, for at skylle alt blodet væk. Jeg er virkelig høj på lykke, og kan mærke hvordan adrenalinen flyver rundt i min krop. Mor til tre!


5 kommentarer

  • Ditte

    Stort tillykke med den lille fyr 😍 Så hyggeligt at læse om din fødsel 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Danielle

    Årh lyder som en god fødsel trods du blev sat i gang! Minder meget om min egen (minus i gangsætning) jeg havde også stormveer med så korte pauser, i 12 timer 😲. Det den vildeste forløsning efter sådan en tur og forstår dig udemærket! Stort tillykke med jeres søde dreng ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sådan!
    Tillykke med nr.3, håber alle fem har det godt og får hygget om den lille nye😍.
    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Lyder som en dejlig fødsel! 😊 trods igangsættelse. Stort tillykke med ham.
    Jeg venter selv nr 2. Og straks slår det mig; hvad gjorde i med Sylvester og Veg da i kørte? Havde i en aftale med nogle som kom og passede dem eller? Naboer?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma Kathrine

      Det var det også 🙂 Tak!

      Tillykke med din graviditet også.

      Vi bor sammen med mine svigerforældre (dvs at de bor i et hus 5 meter fra vores), så min svigermor kom over og sov hos os. Så det var ganske nemt 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Helt høj på babylykke