Terminsdagen

Helt høj på babylykke

Onsdag d. 8. maj kl. 23.53 blev jeg mor for tredje gang til en fuldstændig uimodståelig lækker, lille dreng. Fødselsberetningen er in-the-making, men jeg havde jo lovet jer lige at kigge ind, når jeg havde født. Mit sidste indlæg var ikke ligefrem opløftende, og jeg vil til hver en tid indrømme, at jeg var en virkelig presset kvinde i den sidste uge af min graviditet. 12 dage over termin, og der gik stort set ikke en dag, hvor jeg ikke græd over det ene eller det andet – jeg var lige til at samle op fra gulvet, fordi mit mentale og fysiske overskud var helt i bund og min krop havde ondt overalt. Men han kom, og det hele er allerede glemt. Kvinder er vilde!

Grundet indlæggelse var vi på AUH fra fødslen og indtil lørdag middag, og har haft verdens bedste bedsteforældre til at redde vores røv med hensyn til børn og hunde. Tak er kun et fattigt ord! Så vi har haft hovedet lidt under armen, men er nu ovenpå igen. Det var så mærkeligt, at være væk fra Vega og Sylvester, når vi allerhelst bare ville hjem og være sammen som familie. Det var så unaturligt, at være adskilt. Sådan et lille nyt menneske forstærker bare alle følelser, især omkring ens børn.

Rune har de to obligatoriske ugers barsel, og vi stornyder det virkelig. Vi har langsomme, rolige morgener, hvor vi ligger længe i sengen, og er lige ved ikke at kunne nå i børnehave inden kl 09 til samling. Lillebror er nem, sød, mild og meget medgørlig – ligesom sin storebror var. Så vi er meget glade og får endda lidt søvn. Amningen kører på skinner, og jeg priser mig lykkelig for at kunne amme, på baggrund af at jeg har implantater i. Så alt er sukkersødt og barselsagtigt, men jeg gruer nu lidt for den dag Rune skal på arbejde, hvor jeg igen skal balancere alt praktikken selv – nu med tre børn på slæb.

Tænk, at jeg er mor til TRE børn. Det er fuldstændig vanvittigt, og mit hjerte er ved at briste af lykke.

God forlænget weekend til jer – vi vil helt klart nyde vores med konfirmation og 30-års fødselsdag!

6 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Terminsdagen