Farvel sut, farvel ble

Uge 34: Endnu mere ro på

Rune og jeg startede dagen ud med en scanning. Jeg har længe haft lyst til det, men var også lidt i tvivl om, hvorvidt det var lidt spild af penge. De der private scanninger er jo bestemt ikke billige, men jeg havde alligevel bare et stort behov for at se ham. Det er trods alt 20 uger hvor man slet ikke får indblik i, hvad der sker inde bag maveskindet. 3d scanninger har aldrig sagt mig noget, og det her var faktisk min første. Jeg har altid synes, at babyerne så lidt creepy ud, kan I ikke godt følge mig? Og selvom jeg synes, at det var liiiidt skørt, så var det stadig virkelig stort at se ham med et ansigt. Han var så sød og fin.

Dog var hans maveomfang lidt til den lille side, det svarede til omkring 31 uger istedet for 33 uger, som jeg er i dag. Det behøvede ikke at have en betydning, og hun var ikke bekymret nok, til at henvise mig ud til Skejby. Men vi fik en tid igen om 3 uger, så hun lige kan se om han er kommet efter det. Jeg ringede dog alligevel ud på fødegangen for lige at høre, hvad de tænkte. De var helt rolige, så længe hun også var! Så alt er godt, og hun beordrede mig bare en masse hvile, da det er dér de vokser allerbedst.

Lige præcis det med hvile har jeg også manglet lidt. Siden jeg gik på barsel, har jeg været lidt for god til at lave formiddagsaftaler. Det er bare sindssygt hyggeligt, og mine dage kan godt blive lidt for trivielle, hvis jeg ikke laver noget. Men på den anden side, så har min krop også virkelig brug for at slappe af, hvis jeg skal kunne noget resten af dagen – især i de timer hvor jeg skal være mor til to. Selvom jeg er god til at slappe af, så overvurderer jeg også hvad min krop kan holde til. Fx var jeg ude og handle ind med min bedste (på 91) forleden, hun skulle have en helt masse forskellige ting, og vi endte med at gå rundt i et center i 1,5 time uden pause. Vi går begge utrolig langsomt, men jeg havde så ondt i min krop, mine ribben, mit bækken til sidst, at jeg havde lyst til at græde. Jeg må bare indse, at mine dage sagtens kan indeholde hyggelige ting udenfor hjemmet, men at jeg skal prioritere at få nogle pauser ind i mellem – som nu også er påpeget af jordemoderen.

Uge 34 er for mit vedkommende en udmattet krop, væskefyldt krop og minus kindben!

Mine dage er jo heller ikke så lange, børnene bliver afleveret mellem 08.30-09 og hentet igen 14.30, og jeg synes godt nok der er mange ting at ordne herhjemme. Jeg kan ikke bare lade alt rodet være og så ligge mig ned og slappe af, der skal ordnes lidt hver dag. Det er den der balance mellem at slappe af i sit gravide korpus og få hjemmet og familielivet til at hænge sammen.

Men nu er det fredag, og for mit vedkommende betyder det x-factor og god mad. Apropos god mad, så var jeg ude og spise med min mor i går, vi var på Pihlkjær Restaurant i Mejlgade, som er en fiskerestaurant (man kan også få kød). Virkelig lækker mad og dejligt sted – det kan anbefales. Vi har ingen planer i weekenden, og det passer os virkelig godt. Så er der plads til at være lidt spontane – og lige nu kigger solen frem, yes!

Måske I kan se lidt ændringer herinde? Nyt design, ny platform – reklamerne kan jeg desværre intet gøre ved. Jeg håber, I overlever! Jeg er rykket tilbage til Bloggers Delight. De var i Aarhus forleden og spurgte, om vi skulle tage et møde, og da de tilbød mig en plads på deres platform igen, kunne jeg bare mærke, at det havde jeg faktisk rigtig meget lyst til. Jeg har savnet at have et team i ryggen, og også savnet deadlines og det kommercielle. Jeg kan allerede mærke, at det kommer til at give mig et skub og giver mig lyst til, at smække nogle flere indlæg over disken til jer!

God weekend fra min babybule og jeg!

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel sut, farvel ble