At blive mor: 22 år og 27 år

Farvel sut, farvel ble

Det er efterhånden sjældent jeg sætter ord på de stadier mine børn gennemgår. De stadier som alle børn skal igennem, på et eller andet tidspunkt. Men jeg fik alligevel lyst til at skrive lidt om, at Sylvester nu både er fri for ble og sut.

Vi har længe haft det sådan, at det der med bleen bare var godt gammeldags træls. Let’s be honest, det er bare ikke super lækkert med sådan en lorteble fyldt med noget, som kunne ligne det vi selv laver. Vi havde et inderligt ønske om, at han skulle smide den når han fyldte tre år, og allersenest inden lillebror kom til verden. Men vi vidste også godt, at det oftest tager lidt længere tid med drenge end med piger. Vi begyndte måske at træne pottetræning for et års tid siden, bare sådan helt low-key med at den stod på værelset og vi satte ham på den engang i mellem. Vi har selvfølgelig aldrig trukket noget ned over hovedet på ham, men vi har heller ikke bare ladet tiden gå sin gang, vi har været pushy på den helt i orden måde, synes vi selv. Han lavede både det ene og det andet på potten engang i mellem, men det var nok mere held end forstand på dét tidspunkt.

Da vi flyttede ud i det nye hus i oktober, startede Sylvester også i børnehave (3 mdr tidligere, end hvad han egentlig skulle), og der begyndte vi at træne potte-toilet træning endnu mere. Han var ikke i nærheden af at være ‘klar’, men vi gjorde det bare i et stille og roligt tempo. Derudover så han jo også, at hans storesøster gik ligeså fint på toilettet. Så har vi forsøgt nogle gange at tage bleen af ham, hvilket har resulteret i mange(!) uheld, og vi var på et tidspunkt ved at miste håbet for at det nogensinde skulle ske, ha ha. De gange det så er sket, har vi virkelig rost ham med highfives og jubel i hele huset – der er ikke blevet sparret på entusiasmen! Han nåede til et punkt, hvor han kom og sagde når der var noget i bleen, og at han gerne ville have det fjernet. Det tænkte vi var et godt tegn, og en indikator for at han måske var klar til at blive skubbet lidt mere i den blefri retning.

Så her henover julen og de sidste to måneders tid er der virkelig sket noget. Så meget, at han de seneste tre uger slet ikke har haft ble på – heller ikke i børnehaven. Det er gået over al forventning, og han har kun haft meget få uheld, der kan tælles på én hånd, og som er opstået fordi han har været igang med en alt for god leg. Han begyndte selv at sige, at han ikke ville have ble på længere, og nu kommer han og siger hver gang han skal tisse eller lave lort. YES! Det er så vigtigt, og så sindssygt nemt – og billigt 😉 Han har selvfølgelig stadig bleen på om natten, men den er ofte tør næste morgen. Den beholder vi dog på et godt stykke tid endnu.

Det var som om, at han lige pludselig bare var klar, og selv sagde til, og så vupti – et stks. renlig 3-årig!

Angående sutten har vi i et års tid sagt ‘kun om natten, eller hvis man bliver ked af det’. Det har fungeret fint, men han har helt klart også haft sutten meget mere end det – fordi det bare er nemt og giver ro. Men han var med sidste gange Vega skulle til tandlægen, som sagde at han havde stort suttebid, hvilket vi godt vidste. Hun fortalte ham det selv, og han bed faktisk ret meget mærke i det. Det hjalp, og ofte når han bad om sutten sagde vi at han jo fik suttebid. Derefter havde han den slet ikke så meget i dagtimerne, nærmest slet ikke, og kun til natten. Og så ved jeg simpelthen ikke, hvad der er sket: I ca. 10 dage har han overhovedet ikke spurgt efter sutten. Lige pludselig! Han blev en dag puttet uden den, simpelthen fordi han var så træt og sikkert glemte det, og dagen efter skete det samme, og sådan er det fortsat. Han har spurgt til den 1-2 gange i dagtimerne siden, hvor vi bare kort har talt om noget andet, og så er det glemt igen. Sutte-problemet har vitterligt løst sig selv, det er helt vildt!

Så i dag tog vi ud for at sige endeligt farvel til sutterne. Vi hang dem på suttetræet og vinkede, og så tog vi ned og købte en bamse til ham, som han kunne sove og kramme med. Han valgte en nuttet, grøn drage fra Jellycat og jeg tror det var stort for ham. Så nu er han både ble- og sutfri, og det er sket inden vi har nået at se os om, og uden at vi som forældre har skulle ligge super meget arbejde i det. Jeg tror bare, at han har været helt klar og selv givet slip. Store, seje dreng <3

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At blive mor: 22 år og 27 år