Hospitals- eller hjemmefødsel?

At blive mor: 22 år og 27 år

GJeg blev gravid med Vega da jeg var 21, og fødte hende én måned efter jeg var fyldt 22. ‘Bekymringsløs’ er et ord, som jeg tror beskriver min graviditet meget godt. Og det er altså på trods af, at de allerede fra NF scanningen kunne se, at det var noget i hendes mave. Men jeg bekymrede mig ikke om særlig meget, og den dag i dag ved jeg, at det udelukkende var fordi jeg ikke vidste bedre og ikke blev påvirket udefra med alverdens skræmmehistorier – som man gør i dag. Men var det bedre for mig at vide, hvor stor risiko der er for dit og dat, hvad man ‘må og ikke må’, og alle de bekymringer, som man som gravid kan gå og bære på? Det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg havde en god graviditet, jeg glædede mig og havde det strålende. Ikke én gang tænkte jeg, at noget kunne gå galt, fordi jeg aldrig havde hørt om en situation, hvor noget var gået galt. Det lå meget fjernt fra mig. Jeg opsøgte det heller ikke, og på mange punkter tror jeg, det var meget godt for mig. Det kan umuligt være sundt, især ikke for en 22-årig, at gå og bekymre sig i 9 måneder. Jeg vidste, at der var noget med hendes mave, men ingen kunne fortælle hvad det var, og jeg følte mig meget sikker på, at det nok skulle gå og at vi var i gode hænder, når hun blev født.

Sådan noget som at udskifte mine produkter med nogle, som ikke indeholdte hormonforstyrrende stoffer, kemi, parfume og så videre, strejfede mig ikke. Jeg anede intet om det, og tror aldrig jeg havde skænket det en tanke. Det var heller ikke så stort et fokus, som det er den dag i dag. Alt i alt var min første graviditet bare rolig, både fysisk men også mentalt. Det er i hvert fald sådan jeg husker den. Rar og rolig.

I min nuværende graviditet, og så vidt også i min graviditet med Sylvester, er jeg blevet meget mere opmærksom på alle de risici der er under en graviditet. Fx anede jeg ikke som 22-årig, at rigtig mange aborterer inden uge 8. Men hvor skulle jeg også vide det fra? Det var ikke noget jeg opsøgte. Men den viden har efterfølgende fået mig til at blive scannet allerede i uge 6 og 8 i de sidste to graviditeter (selvom jeg godt ved, at der stadig er en chance for abort efterfølgende). Derudover er der blevet åbnet enormt meget op for fertilitetsbehandling, aborter og andre komplikationer på de sociale medier, hvilket jeg kun kan tage hatten af for. Det er vigtigt, at alle emner bliver belyst, så kvinder kender til virkeligheden, som den også kan være. Men alt det input udefra har gjort mig mere usikker i mine sidste to graviditeter, og især den nuværende. Første trimester er noget nær ulideligt, fordi man bare er så usikker. Andet trimester er heller ikke en safezone, og generelt føler man bare, at man først er homesafe når man står med en sund og rask baby i armene. Alt kan ske! Så på mange punkter skyldes min (og utallige andres) usikkerhed viden udefra. Er det viden jeg ville være foruden? Nej, for det er helt klare facts, men jeg synes også at man skal stole på sin krop langt hen ad vejen og stole på, at den ved hvad den gør. Og hvis noget går i vasken, så har det nok været meningen.

Men hvorimod jeg havde en ganske bekymringsløs graviditet som 21-årig, har min graviditet som 26/27-årig været tynget af usikkerhed, hvad-nu-vis’er og krydsen-fingre. Men jeg stoler utrolig meget på min krop, fordi den har klaret det så fint de andre gange, og jeg ville blive fuldstændig bims, hvis jeg skulle gå og have ondt i maven i 9 måneder. Så usikkerheden jeg havde i de første to trimestre, har jeg så vidt muligt forsøgt at skubbe væk.

Da Vega blev født, og vi havde overstået indlæggelser og endelig levede et normalt liv, havde jeg sådan en ‘det her kan jeg sagtens’-følelse. En følelse, som jeg har taget med mig alle tre gange. Det havde vitterligt aldrig skænket mig en tanke, at jeg muligvis kunne være så uheldig, ikke at kunne amme. Selvfølgelig kunne jeg det, og selvom jeg brugte de første ti dage med en brystpumpe suget til hvert bryst, samt en fryser proppet med mælk, tænkte jeg aldrig på, om det nu var noget jeg ‘skulle’ eller ‘gad’. Også selvom det gjorde ondt de første 14 dage, hvor jeg lagde hende til (fordi det gør det oftest), så var det bare sådan det var. Det føltes helt naturligt. Jeg havde aldrig følelsen af, at hun begrænsede mig. Jeg tog hende med til alt, og var generelt bare meget indstillet på, at hun skulle med mig ud og opleve verden.

Tanker som ‘det kan jeg sagtens’ og ‘det skal nok gå’ har været og er stadig meget sigende for min måde at være mor på.

I 2014 var jeg ikke et sted i mit liv, hvor det var specielt praktisk at få et barn. Forstået på den måde, at mit forhold var lidt noget lort, jeg var lige gået igang med uddannelse, som jeg senere droppede, og jeg boede i København og ville pludselig til Aarhus, da graviditeten meldte sig. Men der har aldrig været den mindste tvivl indeni mig om, hvorvidt jeg skulle have hende eller ej. Selvfølgelig skulle jeg det, og selvfølgelig skulle jeg nok klare det.

Et punkt hvor jeg tydeligt kan mærke en forskel i min alder, er på hvor overbeskyttende jeg er. Du kunne stort set ikke finde en flig af hønemor i mig, da jeg var 22 år, men både med Sylvester og garanteret endnu mere med lillebror, er jeg meget mere påpasselig, og vil i meget højere grad selv have kontrollen over hvad han skal, hvornår han skal noget, hvordan vi gør tingene, og at det bliver gjort sådan altid. Der var jeg som 22 årig meget mere loose og havde ikke den store holdning til, at tingene skulle være på en bestemt måde.

Om 8-9 uger kommer endnu et barn til verden, og det føles ligeså rigtigt som det første og det andet. Jeg har meget mere ro, erfaring og er mentalt et helt andet (og bedre) sted end for 5 år siden, men jeg ville aldrig have været det foruden.

Kan I mærke forskel på jeres første og anden, tredje, fjerde graviditet?

]]>

2 kommentarer

  • Christina

    HEJ EMMA, JEG VED IKKE HELT ENDNU OM DER ER FORSKEL DA JEG KUN LIGE ER BLEVET GRAVID MED VORES NUMMer 2! men jeg vil egentlig også bare fortælle, hvor meget jeg nyder at læse med på din blog, den er så hyggelig og rar. bliv endelig ved med at gøre det du gør, for det er du eddersparkeme god til 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • emmakathrine

      Sikke en dejlig kommentar! Hvor er du bare mega sød 😀 TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hospitals- eller hjemmefødsel?