Må man godt sige højt, at man glæder sig til at føde?

Vegas vej til verden

Det er simpelthen så fedt, når I kommenterer herinde og giver respons på mine indlæg. Tak! Jeg er vildt glad for, at I kunne lide mit indlæg omkring at glæde sig til at føde. Som mange ønskede, kommer her min første fødselsberetning:

Det var morgenen den 18. februar 2014, og klokken var 03.30. Jeg vågnede op med et sæt og kunne mærke en smerte, som også sagtens kunne forveksles med en ordentlig tur på toilettet, i mit underliv, som jeg ikke havde følt før i graviditeten. Aftenen inden havde Emil og jeg slappet af i sofaen, og jeg havde mærket en murren, som måske var lidt kraftigere, end jeg før havde prøvet, men eftersom jeg var gået 7 dage over tiden på daværende tidspunkt, troede jeg selvfølgelig ikke, at det betød noget. Man når lidt til et opgivende punkt – og lige der befandt jeg mig.

Jeg fik bevæget mig ud på toilettet, for at se om det ville hjælpe. Men imens jeg sad der, vred min krop sig i smerte, og jeg var nødt til at rejse mig op og stå foroverbøjet. Jeg tror, at jeg psykisk fik lidt af et chok, i og med, at jeg knap nok var vågnet, og pludselig havde så store smerter, som jo viste sig at være veer. Tilbage i soveværelset, hvor jeg stod i mørket og orienterede mig lidt. Jeg var nødt til at vække Emil, for jeg kunne nærmest ikke være i min egen krop. “Skat, jeg tror, det er gået igang”, fik jeg fremstammet – og han spærrede øjnene op meget hurtigt.

Vi tog tid på veerne, som vi havde fået besked på, og de varede allerede et minut og kom med fem minutters mellemrum. Det hele gik så stærkt, det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg havde jo fået fortalt, at der gik lang tid mellem de første veer, men det var langt fra tilfældet. Lige på og hårdt.

Pludselig kom veerne med kortere mellemrum, og den hed nu et minuts ve og to minutters pause. Det var det rene smertehelvede, rent ud sagt. Emil ringede til fødegangen og fik af vide, at vi lige skulle give det en time for at se, om veerne ville aftage igen, og det sagde vi ok til. Men der gik ikke fem minutter, før jeg nærmest fik skreget, at jeg ville op på den fødegang NU(!). Så vi ringede derop igen, og jordemoderen sagde, vi bare skulle komme. Jeg satte straks Emil i gang med at pakke det mest nødvendige proviant, ordensmennesket i mig havde selvfølgelig allerede lavet huskelister, som hang på køleskabet. Den famøse hospitalstaske var pakket i forvejen, så på noget der ligner 10 minutter, havde vi samlet alle vores ting og ringede efter en taxa.

Efter en meget hurtig taxatur, uden trafik, igennem Aarhus, var vi på Skejby Sygehus ca. 04.30 (jeg vågnede 03.30), hvor vi blev taget imod af den jordemoder vi havde talt med i telefonen. Hun var en ældre kvinde, meget sød og nede på jorden. Vi blev vist hen på en modtagelsesstue, og jeg havde så latterligt ondt. Jeg har før spurgt mine veninder, hvordan det føles at have veer, hvor de har sagt, at det ikke rigtig kan beskrives, og pludselig forstod jeg hvorfor. Der kan ikke sættes ord på smerten, men man lærer på en eller anden måde at affinde sig med den, fordi man ved, at der venter noget helt fantastisk på den anden side.

Mine voldsomme smerter resulterede i, at jeg kastede op på hele stuen, så vi var nødt til at flytte stue, da der var så meget opkast. Stakkels Emil var lige ved at kaste op også. Jeg rystede over hele kroppen og var ret mærket af, at det hele gik så utrolig stærkt. Alt det, jeg havde oplevet indtil videre, ville under en gennemsnitlig fødsel tage op til 10 timer, og jeg havde på daværende tidspunkt kun brugt to. På den nye stue kom vores jordemoder Siff og hendes assistent og hilste på. Hun mærkede mig indvendig, og jeg var 3 cm åben. Hun tjekkede, at Vega havde det godt, og så lagde hun et drop på mig med antibiotika, fordi jeg havde gruppe B streptokokker under graviditeten, og antibiotikaen skulle forebygge, at de ikke blev overført til Vega under selve fødslen.

Siff gav fødegangen besked om, at vi var kommet, og vi ventede på at skulle derover. Tiden på modtagelsesstuen husker jeg som meget langsommelig. Jeg skiftede mellem at ligge i sengen og sidde på en stol, stå op og ligge ned igen. Det var umuligt for mig at finde ro. Jeg tror, vi var der i en time, før vi kom over på fødegangen. Veerne tog virkelig til, og på en halv time havde jeg åbnet mig yderligere 2 cm. Det eneste smertestillende, jeg kunne få, var lattergas, da jeg allerede var så langt i forløbet, at jeg ikke kunne nå at få andet. Men lattergassen hjalp, og tog lige toppen af veerne.

Der gik lidt under en time, og så havde jeg udvidet mig til fulde 10 cm og kunne pludselig mærke en voldsom pressetrang. Der var vagtskifte kl 07, så Siff og assistenten gik, og to nye jordemødre plus en sosuassistent mødte friske op på arbejde. De var vildt søde. Jeg havde så meget pressetrang, det var ulideligt, men fik hele tiden besked på at holde igen, fodi Vegas hoved lå ikke langt nok nede i bækkenet endnu. Jeg tror aldrig, jeg har prøvet noget så frustrerende, fordi min krop gjorde ét, og jeg skulle gøre noget andet. Emil var så sød under hele forløbet, og hans fornemmeste opgave var at holde et glas vand med et sugerør foran min mund, når der var behov for det.

Endelig sagde jordemoderen, at jeg kunne prøve at presse ved næste ve, og det gjorde jeg. Jeg trak benene så langt op, jeg kunne, imens jordemødrene hjalp med at holde mine ben, og Emil holdt mit hoved. Det var så befriende, at ord næsten ikke kan beskrive det. Tre pres per ve, og så pause. Jeg skulle lige ordentligt ind i teknikken, og så gik det ellers stærkt. Jeg var meget fokuseret og vidste, at jo mindre jeg knoklede, jo længere ville det tage, før hun kom ud. Under hver ve brugte jeg alle mine kræfter, endda flere end jeg troede, jeg havde.

Klokken var nu lidt over halv otte, og begge jordemødre var meget motiverende og opløftende. De hentede et spejl, så jeg kunne se lidt af Vegas hoved, når jeg pressede, fordi de mente, at det ville motivere endnu mere. Det gjorde det også, men jeg må ærlig indrømme, at jeg godt kunne have undværet det syn.

Efter 25 minutters intens pres var hun ude. Den 18. februar kl 08.00 lagde de hende op på mit bryst. Hun var helt blå, men slet ikke så slimet eller blodig, som jeg havde forestillet mig. Små 10 sekunder efter begyndte hun at skrige lidt, og så var hun der bare. Hende vi havde ventet på i så lang tid. Emil stod med tårer i øjenene. Alt i alt varede det 4,5 time, fra jeg vågnede med smerter, til hun var født. Jordemødrene sagde, at det var en stjernefødsel. Så jeg gav lige mig selv et klap på skulderen 🙂 Emil klippede navlestrengen, og kort efter skulle moderkagen fødes. Det kunne næsten ikke mærkes.

Solen begyndte at stå op, og vi fik fred inde på stuen til bare at være os tre. Hun lå helt stille og åbnede kort efter sine store øjne. Det var helt vildt. Det var en fantastisk fødsel, og jeg gør det gerne igen.

“Det er som et mirakel når et barn er født. 
Ud kom et lille menneske som ingen før har mødt.
Et spædbarn er så yndigt, her rækker ingen ord.
Med sine blanke øjne hun betragter far og mor.
Et sådan hav af kærlighed der pludselig strømmer frem.
For dette lille under der stadig vejes i gram.”

]]>

9 kommentarer

  • […] I kan læse min første fødselsberetning her. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fantastisk beretning! Tak fordi du deler den 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinne

    Meget rørende fødselsberetning! Blev selv lidt rørt og skønt at høre du vil gøre det igen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nastassja

    Skønt at få et indblik i forløbet – meget smukt skrevet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ej hvor dejligt! Din fødsel minder meget om min.. tog også kun 3,5 time.. Det er så overvældende, grænseoverskridende men helt fantastisk endelig at få presset den lille ud, og se det smukke ansigt for første gang.. Ærligt, jeg GLÆDER mig til jeg får lov at prøve det igen 🙂

    Glæder mig til at se meget mere til lille seje Vega

    http://mamanam.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emma Kathrine

      Ja, en dejlig kort fødsel 🙂 Jeg gør det også gerne igen, når man får det ud af det, som ma jo gør!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie

    Hvor er det et skønt indlæg at læse. Hun ser meget kær ud.

    Sejt gået og tillykke med det lille vidunder 🙂

    /Stephanie

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Må man godt sige højt, at man glæder sig til at føde?