Må man godt sige højt, at man glæder sig til at føde?

Vi kvinder har en tendens til, at fortælle højt om vores hårde, svære eller forfærdelige oplevelser. Det ligger meget naturligt til os, og jeg gør det også selv. Stort som småt. Fx hører man tit om sine kollegaers helt elendige mandag morgen, hvorimod man ikke så ofte høre om de gode morgener der bare kører på skinner. Vi er ikke så gode til at prale og tale os selv højere og sejere. Det er ærgerligt, især når det handler om fødsler. Og det gør det i dag. For jeg vil så gerne sende gode fødselsvibes ud til alle I seje kvinder derude, som står overfor en fødsel, ligesom mig selv.

Min veninde, som er gravid, har flere gange sagt til mig: “Du er den eneste jeg kender, der har haft en god fødsel:” Hun glæder sig ikke sønderligt til sin kommende fødsel, fordi hun har hørt så mange historier, om hårde og i nogle tilfælde traumatiske fødsler. Det gør mig ked af det, både fordi at jeg synes det er synd for de kvinder, der har haft decideret dårlige oplevelser med at føde et barn, men også fordi der er så meget fokus på de hårde/dårlige/svære/vanskelige (indsæt selv et passende ord) fødsler, fremfor en god blanding.  

Ofte har jeg siddet i forsamlinger med flere kvinder der har født, hvor det store samtale emne har været den ene dårlige fødsel efter den anden. Her har jeg følt, at der ikke har været plads til at dele mine gode fødsler – for hvem gider at høre om noget der har været forholdsvis let, smertefrit og ligefrem en god oplevelse? Det er der ikke særlig mange, der vil. Og igen, jeg tror egentlig det ligger meget naturligt til os som mennesker, så der er ikke fordi jeg surmuler over det.  

Haha, jeg elsker mit udtryk på det her billede. Utålmodig, venter på den næste ve og på, at badekarret bliver fyldt op!

Om 5 måneder skal jeg føde mit tredje barn, og jeg glæder mig! Helt oprigtigt og ærligt. Mine to foregående fødsler har været fantastiske. Det har været to ovenud gode oplevelser, hvor jeg har følt mig så sej, ovenpå og helt enormt stærk. Jeg har i begge situationer stolet så meget på min krop. Så jeg glæder mig, til at være i den situation igen, presse min krop til det maksimale, føle mig tryg i jordemoderens hænder, og føle mig tryg i, at jeg har prøvet det før, og at min krop ved, hvad den skal. Det er, i min optik, ekstremt livsbekræftende at føde et barn, og ja, jeg har været møghamrende heldig med mine forløb. Det ved jeg, og det er også derfor jeg kan sige som jeg gør. 

Det her er på ingen måde en løftet pegefinger til jer, der har gennemgået en svær fødsel, for jeg ved, hvor hvilke komplikationer der kan komme i vejen, og at nogle ting er man bare ikke selv herre over. Jeg kunne aldrig drømme om, at være dommer i noget som er så indivuduelt og hvor det er svært, at gøre til eller fra. Jeg har bare haft brug for at bruge mit talerør til at fortælle, at fødsler også kan være så meget andet, for det har de været for mig – og flere jeg kender, heldigvis! For jeg synes det er synd, hvis der går så mange kvinder derude, som enten har født eller skal føde, som tror det værste og ligefrem frygter deres kommende fødsel. Det kan være en hård og svær oplevelse, det kan være en utrolig langtrukken oplevelse, men det kan også være en vildt fed oplevelse – eller en blanding af det hele.

Har I samme opfattelse som mig, omkring at der er mere fokus på de ‘dårlige’ fødsler frem for de ‘bedre’? Jeg vil meget gerne høre jeres tanker om jeres fødsler – både hvis de er gode eller mindre gode. Jeg er en sucker for fødslesberetninger, og jeg glæder mig til at skrive min næste. Kunne I have lyst til at læse mine fødselsberetninger med Vega og Sylvester?

Tak, fordi I læser med!

]]>