Graviditetsdagbog #2 Det bliver mere og mere virkeligt

Får vi snart nogle idylliske morgener?

Vi havde en dårlig start på dagen her til morgen, en rigtig træls en af slagsen. Vi kom for sent op, alle var stressede, og det gik ud over hele husstanden. Egentlig var det kun Rune og mig, der var stressede – men det blev vi pga. børnene, der larmede og ikke hørte efter. Og når klokken er 5 minutter over vi-skulle-have-kørt-for-10-minutter-siden, så bliver man bare presset. Vi ved, at morgentrafikken fra helvede venter os, så kom nu afsted, for*******. Men vi er også dårlige til, at slå koldt vand i blodet herhjemme, det vil jeg gerne indrømme. Jeg synes bare, at vores morgener alt for ofte er kaotiske, og det er en ærgerlig måde at starte dagen på for alles vedkommende.

Vega var nem at aflevere, det er hun egentlig altid. Men Sylvester var ked af det, han var selvfølgelig mærket af hans tvære forældre, og da der så var kommet ro på, faldt han selvfølgelig i børnehaven og så kunne vi starte forfra. Stakkels, lille dreng. Der er bare ikke noget værre, end at gå fra sit barn, når det lille væsen giver udtryk for, at det vil være hos dig og kun dig. Pis os, det gør ondt. Det er også i sådan nogle situationer, at jeg ville ønske, at jeg havde muligheden for at gå hjemme og give børnene korte dag/flere fridage, men især kunne mærke efter, om de bare har brug for en hjemmedag den pågældende morgen. Det. Vil. Jeg. Så Gerne. Ikke for evigt, men imens børnene er små. De her år får vi aldrig igen, og der skal nok komme en tid, hvor mine tre børn helt naturligt søger væk fra hjemmet, fordi der er noget andet, spændende der hiver i dem. Derfor ser jeg tiden nu som værende meget dyrebar, og ville ønske, at vi kunne prioritere den anderledes.

Har I det også sådan engang i mellem? Please sig ja. Og hvis nogle af jer har taget nogle andre valg ifht. arbejde og pasning, så vil jeg meget gerne høre om det. Jeg elsker, at høre om, når folk gør tingene på en anden måde end hvad der forventes.

Håber, I får en god onsdag og så håber jeg at tiden går stærkt, så jeg kan komme hjem til mine børn <3

 

]]>

4 kommentarer

  • Caroline

    Jeg går hjemme med min datter på snart 2 oG jeg eLsker det bare!
    Til fEbruar skal hun dog starte i deltidsdagplejE. Uha, det bliver svært. Men jeg Mangler at få skrevet min bachelor og det er svært at nå med hende hjemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • chris

    Jeg har skrevet lidt om vores liv nedenfor – måske det kan inspirere dig eller nogle andre.

    Jeg hjemmepasser min datter på 2 år og kommer til at gøre det de næste mange år frem, da jeg også ønsker at hjemmepasse nr. 2, når denne en dag kommer.

    Min datter var i dagpleje på deltid i 8 måneder, inden jeg tog beslutningen om hjemmepasning, da jeg hadede hvert øjeblik, vi var væk fra hinanden. Jeg endte med at beslutte at droppe studiet (for nu) og følge min mavefornemmelse og moderinstinkt.

    Vi har en fest hver dag og bruger hvert minut sammen. Vi har selvfølgelig begrænsede midler pga. det, hvilket kan være ret irriterende til tider, men min datter er ligeglad med ferier, pænt tøj, og alt muligt andet. tiden med hende er det dyrebareste. Jeg vil hellere undvære ting og være “fattig” og kunne kysse hendes små tykke kinder og tage hende i hånden og bare nyde tiden og hendes barndom sammen.

    Jeg tror ikke, at hjemmepasning er for alle, men jeg kan varmt anbefale det, såfremt man ønsker dét eller en lignende ordning, hvor tiden med børnene øges, og tiden adskilt fra børnene mindskes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg forstår dig så godt! Vi har to drenge på 2,3 år samt 5 mdr. Jeg vil også gerne Gå hjemme så længe som muligt, så den store er blevet meldt ud af vuggestuen og går nu hjemme med os. Den bedste beslutning, selvom det selvfølgelig også også kan være hårdt sommetider. Jeg har søgt om tilskud til pasning af dem HJEMME, når min barsel SLUTTER, så det håber jeg , jeg får bevilget (her på Bornholm er det desværre først til mølle på den ordning, da der er afsat en bestemt pulje til det). Den ordning burde være mulig i alle kommuner. Så hvis alt går vel går jeg hjemme med dem, til de er hhv. 2 og 4.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • emmakathrine

      Hvor er du sej! God beslutning – stor beslutning. Øv, at det er først til mølle, håber du får en bid af kagen! Og jeg er sikker på, du bliver så glad for din beslutning <3 Jeg synes det er svært, nu når Vega og Sylvester bliver 3 og 5 år lige om lidt. Så giver det ikke så meget mening længere, eller hvad?

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Graviditetsdagbog #2 Det bliver mere og mere virkeligt