Engang i mellem tvivler jeg

Man gør altid sit bedste som mor, man skal føle sin mavefornemmelse, og ingen kender ens barn bedre end en selv. Det er det vi bliver fortalt gang på gang, når vi bliver mødre. Det er også sandt langt hen ad vejen, men jeg ved af erfaring, at det ikke er forkert eller farligt, at tage ved lære fra andre.

Mødre, der gør tingene på en anden måde end mig, og som opdrager på en anden måde end jeg gør, har jeg et elske/hade forhold til. Jeg elsker det, fordi jeg bliver inspireret til at se på situationer på en ny måde. Jeg får redskaber til at håndtere moderskabet på en anden måde, og måske hjælper det mig i nogle konflikter, som jeg synes er svære at håndtere. Derudover synes jeg også det er rart at se, at netop det med at følge sin mavefornemmelse, kan være så forskelligt fra person til person. Man behøver ikke følge normerne.

Men mest af alt kan det faktisk få mig til, at tvivle på mine egne evner som mor, og det giver den helt modsatte effekt. Gør jeg det egentlig godt nok, trods mavefornemmelser og kendskab til eget afkom?

Jeg følger mange forskellige mødre på Instagram. Nogle som lever vegansk, fordi jeg gerne vil have mindre kød i vores hverdag. Nogle som lever helt minimalistisk, fordi jeg synes, at vi har for mange ting, og gerne vil inspireres til at kunne leve med mindre. Og nogle, som lever efter princippet i, at man skal opdrage uden skæld ud, fordi jeg har en meget kort lunte, og at bølgerne ofte går højt her i hjemmet – hvilket jeg gerne vil skære ned på. Derudover følger jeg også mange mødre som mig selv, som nok følger normen på mange punkter, men jeg er også meget opmærksom på, at ét er hvad man viser udadtil, og noget andet er, hvad der sker i hjemmet. Det er fedt at se, hvordan andre håndtere en hverdag med børn, og så kan jeg vælge og vrage, hvilke af deres råd jeg vil tage til mig.

Men de sår engang i mellem også en enorm tvivl i mig og i min måde at være mor på. Havde mine børn haft bedre af at blive båret i en vikle, end at blive lagt i en barnevogn? Har vi været for konsekvente omkring, at vores børn fra en tidlig alder har skulle sove på eget værelse i egen seng? Er den kost vi giver vores børn varieret nok, og viser det sig, at man om 5 år finder (endnu mere) ud af, hvor skadeligt okse- og svinekød er? Får mine børn lidt for meget skærmtid, istedet for samvær med os forældre? Og så videre.

Og nu kunne jeg godt skrive noget ala: “Men trods alle de tanker, er jeg stadig 120% sikker i, at vi gør tingene på den bedst mulige måde som forældre.” – men sådan har jeg det bare ikke altid. Selvfølgelig ved jeg, at jeg langt hen ad vejen gør det rigtige, men jeg tvivler, det gør jeg sgu. Jeg læste også i går om en, der ikke var væk eller havde været fra sine børn (overhovedet) imens de var små. Det kunne hun vente med, til de selv sagde fra. Selvom jeg ved, hvor meget det betyder for mig at få en pusterum og være mig selv, så ramte den mig igen – den halvdårlige samvittighed. Det er virkelig opslidende og frustrerende.

Jeg kan bare trykke unfollow, men jeg bliver jo også inspireret og moviteret af at følge de her skønne kvinder. Og jeg ville sagtens kunne argumentere for alle de valg vi tager herhjemme, uden problemer. Men om det altid er det helt rigtige vi gør, det ved jeg ikke. Jeg tror, det hører med til at være mor. Man er aldrig bombesikker på noget, og man er i mange situationer bare nødt til at tænke ‘whatever works’. Og for lige at tage den tilbage til, hvad jeg startede det her indlæg med. Jeg tror, at man lynhurtigt kan mærke, hvis man gør noget grueligt galt – så den der mavefornemmelse kan alligevel noget.

]]>