Mine bryster har fra naturens side altid været pæne. Ikke for store, ikke for små og så sad de, hvor de skulle. Faktisk har jeg aldrig givet dem meget omtanke, de har bare fungeret for mig. Det der med at skulle have silikonebryster, var, før jeg fik børn, aldrig noget jeg gik og tænkte på. Hvorfor skulle jeg? Jeg var glad og tilfreds. At mine bryster kunne ændre udseende og form, var ikke noget jeg tænkte over under min graviditet og efter fødslen. Jeg havde aldrig set mig selv som ‘en der fik lavet bryster’, for Gud forbyde, at man skulle komme i den skrækkelige kategori. Jeg synes, jeg er blevet opdraget med et fornuftigt syn på kroppen, og altid fået beskeden om, at jeg er perfekt som jeg er.
Da jeg stoppede med at amme Vega, efter at have haft meget store bryster pga. meget mælk, røg alt luften ud af dem, og efterlod mig med noget, der egentlig kom ret meget bag på mig. Jeg gik fra at bruge en stor B/lille C skål, til ikke engang at kunne fylde en A skål ud. Da jeg i forvejen synes, det var lidt hårdt med de ekstra kilo og den ikke specielt flatterende krop, var jeg ret ked af, at mine bryster så ud som de gjorde – især ikke i en alder af 22 år. Det påvirkede mig meget, og lagde en dæmper på min selvtillid, både med og uden tøj på. Det er meget forskelligt, hvor meget brysternes udseende ændrer sig efter graviditet og amning, men for mit eget vedkommende skete der store ændringer.
Der gik under et år fra at jeg stoppede med at amme Vega, til at jeg blev gravid med Sylvester. Så mine bryster voksede hurtigt igen, og udover det var jeg også kommet nogenlunde ned på min normale vægt, så mine brysters udseende skænkede jeg ikke mange tanker. Amningen med Sylvester fortsatte indtil sommeren 2016, og så fortsatte jeg, hvor jeg slap – bortset fra at udfaldet var ‘værre’ end før. Klart nok. Meget løs hud, hæng og ingen fylde.
Nogen kan måske blive lidt forargede over, at jeg taler om mine bryster på den måde. Jeg har ikke noget ondt at sige om dem, og jeg er taknemmelig for, at de har ladet mig amme mine to børn. En oplevelse, jeg aldrig vil være foruden! Jeg knuselskede at amme, og jeg håber, at jeg får muligheden igen en dag. Men jeg er en 26 år gammel, meget forfængelig kvinde, og det var meget svært for mig bare at embrace it og leve videre med et par bryster, som gjorde mig oprigtigt ked af det. Det var faktisk ikke noget, jeg havde lyst til. For når jeg så mig i spejlet, hang det ikke sammen. Mine bryster var alt for små til min overkrop og mine skuldre. Det så ikke harmonisk ud, og det betyder rigtig meget for mig, at jeg er tilpas i min egen krop. Det kan jeg ikke bare lukke øjnene for. Mine veninder gav mig også ret i, og at det ikke bare var brokkeri uden hold i.