Når kun mor dur

Processed with VSCO with x1 preset

God formiddag fra sofaen med en varm kop kaffe og en hund på skødet. Jeg er hjemme igen med en syg, lille dreng. Eller han er hjemme med mig, er det ikke sådan? Det er simpelthen så svært med syge babyer, fordi de intet kan sige, og ikke forstår, når man prøver at hjælpe dem Der er væsentligt lettere, når Vega fx er syg, fordi hun forstår, hvad der hjælper og for det meste lytter. Jeg mistænker kraftigt et nyt frembrud af tænder (gør man ikke altid det?), da han savler helt absurd meget og hele tiden har fingrene inde i munden. Lille puttemus. Lige nu tager han en god, lang lur i barnevognen ovenpå en panodil, så jeg håber inderligt, at hans verden ser lidt lysere ud, når han vågner. Jeg savner min glade, positive dreng og hans smil, der gør mig blød i knæene.

Udover at være feberramt, er Sylvester mor-syg for tiden. Jeg skal helst være i hans nærvær konstant, og hvis jeg bare skal på toilet, er der med sikkerhed bævrende læber og våde øjne. Det er selvfølgelig dejligt på mange måder, men det er også hårdt. Det er slet ikke en beklagelse, blot en konstatering. Han er begyndt at blive tung, min ryg kan godt mærke alle de løft jeg laver i løbet af en dag. Rune vil jo meget gerne tage ham også, men det er ikke altid, det falder i god jord hos den mindste mand.

Mor-syge og feber er derfor en ret dårlig kombi – jeg er brugt for tiden. Men hvad gør man ikke, for de små pus. Jeg priser mig så lykkelig over, at jeg har sådan en stor, omsorgsfuld pige, der er så god til at hjælpe og passe på sin lillebror. Ved I hvad? Forleden spurgte jeg hende, hvem hendes bedste ven er, og hun svarede, uden at blinke. “Sylvester!”. Smelte, smelte, smelte.

I skal forresten have tusinde tak, for jeres søde, varme kommentarer til indlægget i går. Selvom det var meget personligt for mig, var det alligvel rigtig rart at komme ud med – især med jeres respons og råd. Jeg svarer på jeres kommentarer senere i dag :)

Lige i dag kunne jeg altså godt bruge en strøgtur, varm kakao og julestemning. Selvom det er pivkoldt, så er det så rart at indånde den friske luft – så længe, man er pakket godt ind. De her dage laver jeg ikke andet, end at rende rundt mine New Zealand boots, endda med bare tæer. De er så varme. Jeg tænker ikke, at der er særlig stor forskel på dem og UGG. Dog tror jeg, at NZ har en tykkere sål.

Nu vil jeg komme i tøjet og få lagt dagens eyeliner (og hvis I ikke ved, hvad jeg snakker om, så har jeg lavet en aftale med mig selv om, at jeg skal have flydende eyeliner på hver dag, så jeg kan blive bedre til at lægge det. Skørt, men det virker faktisk. I kan følge med på snappen: ekfk).

 

Slowmotion

Processed with VSCO with hb2 preset

Jeg har siddet mange gange, og forsøgt at skrive det her indlæg. Ikke fordi der er noget helt vildt i det, men det er bare virkelig svært for mig, at sætte ord på alle de følelser, jeg har. Derudover er det også meget personligt og sårbart for mig at skrive, og jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg skulle dele det med jer eller ej. Men nu gør jeg det.

Som I jo nok ved, er min barsel officielt slut (i går faktisk), og jeg står uden job. Intet job er lig med ingen indkomst (udover en lille slat fra bloggen), og det harmonerer ikke særlig godt med familie, bil og hus. Eller at det er jul lige om lidt, for den sags skyld.

Siden august har jeg søgt arbejde, og det kan tælles på én hånd, hvor mange samtaler jeg har været til. Stillinger, som jeg desværre ikke har fået. Jeg har altid fået af vide, at det var marginaler, der adskilte mig fra den de valgte til jobbet – men det kan man jo bare ikke bruge til så meget, vel? Det har været, og er selvfølgelig stadig, meget frustrerende at være vidne til. Det hele bunder nok i, at jeg ikke har den rette erfaring og/eller ikke har nogen videregående uddannelse. Jeg har jo, mere eller mindre, været på barsel de sidste tre år, hvilket jo heller ikke giver særlig mange point.

I nogle perioder er jeg fortrøstningsfuld, og tænker, at det nok skal gå. Det skal nok løse sig, på den ene eller den anden måde. Min søde kæreste er også ret optimistisk, men selv han har også dage, hvor han synes, det ser lidt sort ud. Det kan nok ikke undgås. Det er klart, at jo længere tid der går, jo flere dårlige dage har jeg. Flere dage uden motivation, positivitet og oprejst pande. Røde tal i vores netbank, store suk og nedadvendte mundviger har der været mange af de sidste par måneder. Vel at mærke kun når vi har talt om vores (eller min) situation. For Rune har heldigvis en god, stabil indkomst hver måned, der redder vores røv måned efter måned.

Normalt lader jeg mig ikke slå ud. Der skal meget til, før mit selvværd bliver prikket til. Men det er det blevet under det her job-ræs. De mange afslag, følelsen af, at jeg ikke er god nok, og at jeg er årsagen til, at det knapt kan hænge sammen herhjemme, dét er møg hårdt at have på mine skuldre. Jeg vil jo så gerne bidrage mere, og jeg føler jo selv, at jeg har en masse gode kvaliteter, som kunne gavne mange virksomheder.

Min manglende uddannelse har meget at sige, det ved jeg udemærket godt. Det er heller ikke fordi jeg ingen planer har om at uddanne mig, overhovedet, men jeg står ikke først i køen. Rune er seks år ældre end mig, og har noget uddannelse, han skal have gjort færdigt. Men da vi ikke begge to kan studere på samme tid, er jeg nødt til at have en stabil indkomst, før han kan gøre sit færdigt. Så lige nu er det lidt en ond cirkel, der skal brydes. Det er frustrerende for os begge to, kan jeg love jer.

Det er ikke fordi vi er på fattigdommens rand, og knapt nok kan få mad på bordet. Overhovedet ikke. Men lige nu vendes og drejes hver en krone, der tænkes i lange baner, bliver prioriteret anderledes, og der er ikke plads til de store glæder lige nu. Den absolut eneste trøst jeg finder i det her, er, at det kun kan blive bedre.

______________________________

Som overskriften siger, går tingene i slowmotion lige for tiden. I hverdagene er jeg er alene fra 09-14.30, hvor jeg henter mine skønne unger. Selvom de kræver en del lige nu, er de selvfølgelig mit højdepunkt hver eneste dag, og jeg blomstre virkelig op, når jeg henter dem fra vuggestue. Når min mand kommer hjem, topper dagen, og jeg kan gå i seng med et smil på læben. Men jeg er meget alene, og jeg kan virkelig mærke, at min inaktivitet, efter Sylvester er startet i vuggestue, går udover mit energiniveau. Jeg bliver mere doven, mere træt, har svært ved at hive mig selv op, tager lang tid om alt – lidt som om min krop lukker ned. Det er vist meget normalt at have det sådan, men det gør det ikke bedre. For hvis der er noget jeg hader, så er det følelsen af, at spilde min tid. Og den følelse har jeg meget for tiden, alt for meget. I hverdagene vel at mærke, weekenderne er noget helt andet. Men de dage, hvor jeg er alene, går tiden nærmest imens jeg sidder og ser den gå. Kan I følge mig?

Udover alt det her jammer ovenover, så har jeg også nogle følelser omkring bloggen, som jeg gerne vil dele med jer. Efter at Sylvester ikke er hos mig i dagtimerne længere, kan jeg mærke, at den der ‘mommy blogger’ trækker sig længere og længere væk. Jeg har egentlig aldrig set mig selv som mommy blogger, selvom jeg 100% har været det og også nok stadig er det. Men jeg synes også at min blog indeholder meget andet, hvilket jeg også gerne vil dyrke mere. Mit problem er nok, at jeg ikke ved, hvilken retning jeg skal tage min lille, digitale baby.

Det blev virkelig langt. Sorry. Der var åbenbart mere der ville ud, end jeg lige troede. Men det var rart, at få det ud. Måske I også kan sætte jer lidt ind i min inaktivitet herinde, da mine dage er meget ens, og det virkelig er begrænset, hvor meget jeg bliver inspireret. Lige nu ville jeg ønske, vi boede inde i byen, så jeg kunne mærke byens puls og den stemning den bringer i mig.

Godnat x

 

Slut med sut

I torsdag tog vi en ret spontan beslutning om, at Vega skulle stoppe med at bruge sut i weekenden. Vuggestuens pædagoger sagde, at de synes, det ville være et godt tidspunkt, fordi hun selv italesatte det rigtig meget. “Mig ikke bruge sut børnehave” – blev sagt flere gange dagligt både derovre og derhjemme.

Derfor brugte vi torsdag og fredag på at forberede hende på det, ved at snakke meget om det, fortælle hende, hvad det ville betyde, og at hun jo ikke skulle have sutten længere, når hun skulle sove. Hun brugte jo kun sut om natten, men der var den til gengæld også meget vigtig for hende.
Lørdag kom, og vi kørte ud til suttetræet på cykelstien ved Riis Skov, hvor jeg også selv afleverede mine sutter for omkring 22 år siden. Men til vores store overraskelse var træet væk. En eller anden tåbe havde åbenbart fældet det for nogle år siden. Hvem gør sådan noget? Det gør mig virkelig oprigtigt trist og vred. Heldigvis sagde Johanne, at der var et suttetræ lige i starten af Brabrandstien, så der tog vi hen.

img_9524

Vi havde sat alle Vegas sutter på en snor, og hun valgte, hvor på træet de skulle hænge. Rune satte dem op, og så vinkede vi farvel til dem. Det var altså et lidt stort øjeblik, synes moderen. Derefter kørte vi i BR, hvor hun fik lov at vælge en lille ting. Hun valgte et plastik diadem og en skål med tilhørende ske og gaffel til sin dukke, som fik utrolig meget mad, da vi kom hjem.

Som I kan læse, var alt fryd og gammen, men vi gruede for, hvordan stemningen ville være ved puttetid. Heldigvis var vi nede hos mine svigerforældre i går aftes, og kom ret sent hjem. Faktisk to timer over hendes sengetid, så hun var mere end grydeklar. Måske var det et godt træk, at hun var ekstra træt, for hun faldt i søvn efter tre remser i ‘Den Sorte Bastian’ og Runes dybe, rolige stemme. Natten forløb så fint, og vi må ærligt sige, at det er lidt for godt til at være sandt. Men på den anden side, kan det være, at det bare var det helt rigtige tidspunkt? Hun vågnede dog utrolig tidligt, og om det har noget med den manglende sut at gøre, skal jeg ikke kunne sige.

Nu må vi se, hvordan det bliver i aften og de kommende aftener. Jeg er fortrøstningsfuld og positiv. Hun virker faktisk til at være affundet med det – men det kan jo vende. Kryds fingre x

________________________

Det er søndag og jeg er glad, men meget træt. Klokken nærmer sig ni, og om lidt kommer to af mine veninder forbi med morgenmad og søndagshumør. Jeg er vild med den slags, det er jeg virkelig. Det er så dejligt, uformelt og uforpligtende. Men det er også sådan det skal være, ikke? Senere tager min svigermor og jeg til beauty loppemarked hos min veninde, oh yes. Det skal nok blive uhyre svært for sådan en som mig, at styre sig.
Vores weekend har været så skøn, så skøn. I fredag sad Rune og jeg og talte om, hvor meget vi holdt af, at være hjemme i weekenderne. Bare sidde i sofaen, og enten se en film eller lave noget hver for sig. Det er simpelthen så rart og tiltrængt, og det gør, at vi nyder det meget mere, når vi er sjælden gang imellem er ude. Så har vi virkelig noget, at se frem til. Men de der sofaweekender er uden sammenligning de bedste.

Glædelig søndag x

 

Om at finde et navn

Har jeg egentlig nogensinde fortalt historien om, hvordan Sylvester fik sit navn? Det var en meget lang process, for at sige det mildt.

Jeg havde, som det liste-menneske jeg nu er, en note på min telefon fyldt med drenge- og pigenavne, som jeg godt kunne lide. Det har jeg altid haft, også før Vega. Det var bare rart, når man faldt over et godt navn, at huske sig selv på det på den måde. Jeg er nok ikke den eneste med sådan en liste, vel? Men så blev jeg jo gravid, og allerede i uge 14 fandt vi ud at, at han var en dreng. Det var simpelthen så surrealistisk at jeg skulle have en dreng. Drenge er lig med drengenavne. Pis.

Det er meget nemmere at finde pigenavne end drengenavne. Det er bare som om, der er mange flere. Drengenavne er virkelig svære, for det skal også være noget, de søde små drenge kan hedde, når de engang bliver store, fuldvoksne mænd. Ikke? Det var i hvert fald noget af det vi tænkte meget over. Og jeg ved godt, at når man først hedder noget, så passer det bare til en – men alligevel. Svært var det.

den-bedste-dage-laenge5-1Vores største problem var dog, at vi aldrig kunne blive enige. Som i aldrig. Jeg kunne sagtens foreslå et navn, hvor Rune responderede med: “Ja, det lyder meget godt”, og omvendt, men der var aldrig den helt store begejstring for vores individuelle forslag. Vi var faktisk så uenige, at vi til sidst droppede det. Vi aftalte at vente til han var født, fordi vi til sidst gik hen og blev halv-uvenner over det navn. Det var så åndsvagt, men alligevel var det jo virkelig vigtigt, at vi begge to var glade for navnet.
Vi havde selvfølgelig en liste, hvor navnene blev slettet og tilføjet i ét væk:

Anakin
Sixten
Elton
Harvey
Vincent
Lyn
Marley
Vester
Carlo
Atlas
Aslan
Castor

Det var en blanding af ‘mine’ og ‘Runes’ navne, for vi gik jo selvfølgelig på kompromis, når et navn skulle på listen. Også fordi vi begge to jo var åbne, og gerne ville falde for et navn sammen. Det skete bare ikke rigtig.

en-snak-om-bleer-konkurrence0Så kom dagen, d. 9. januar 2016, og vi havde på daværende tidspunkt ikke snakket om navne i 2-3 måneder. Det første stykke tid hed han bare ‘lillebror’, og jeg synes alligevel ikke han var stor nok, til at bære et navn. Han var bare så lille, uskyldig og sindssygt cute. Så jeg kaldte ham også ‘mus’ meget længe.

Han blev tre uger, og det begyndte at blive lidt mærkeligt for os, at han ikke havde et rigtigt navn. Vi havde givet lidt op, og det var faktisk ret svært at overskue. Men så lavede vi en aftale. Vi skrev hver tre navne på et stykke papir, og ud af de tre navne, skulle vi hver især vælge ét navn fra hinandens liste. Rune valgte ‘Sylvester’ fra min liste, og jeg valgte ‘Carl Emil’ fra hans.

Vi kunne selvfølgelig heller ikke nå til enighed mellem de to navne, så vi besluttede os for, at lave en afstemning blandt familien. Fjollet, ja måske – men det var faktisk nødvendigt. Så vi startede fra en ende af, og spurgte vores forældre og søskende, hvilket navn de bedst kunne lide. Allerede efter at have spurgt 4-5 familiemedlemmer, var ‘Sylvester’ klart mest populært, og sådan blev det afgjort.

S Y L V E S T E R

thumb_IMG_7226_1024Jeg elsker det navn. Det er et powerfuldt og smukt navn, og så er det også flot at se på. Rune elsker det selvfølgelig også nu, og han vænnede sig hurtigt til det. Det er sjovt, at han er endt med at hedde Sylvester. For navnet ‘Vester’ var jeg helt vild med hele vejen igennem, men det var Rune ikke. Da han så endte med at hedde Sylvester, sagde Rune: “så kan han jo ligeså godt hedde Vester”. Haha.

Har I haft let ved at komme til enighed, når det har handlet om navne?

 

Mine Black Friday ønsker

Så ramte Black Friday feberen os. Der er mange, delte meninger om hele ræset. Personligt synes jeg, konceptet er smart, da mange af de ting man måske har kigget længe efter, bliver sat ned til en mere overkommelig pris. Der er i hvert fald mange penge at spare både til Black Friday (25/11) og Cyber Monday (28/11). Webshops rundt i landet har meget forskellige måder at håndtere Black Friday på. Nogle sætter alt ned med +20%, hvilket er rigtig god stil, imens andre kun laver 10% og/eller kun sætter de ting ned, som sælger dårligt. I skal selvfølgelig ikke snydes for et lille bud fra min side, så herunder har jeg samlet nogle ting, som jeg virkelig gerne vil have fingrene i. Alle tingene er sat ned med 20-25 procent.

bf-collage

TRØJE, SNEAKERS, SENGETØJ, NEDERDEL, PUDE, VASE, OBJEKTIV, BEANIE

Jeg har ikke fået særlig mange timers søvn i nat, men det er udelukkende min egen skyld. Dog er jeg ikke specielt træt, og det priser jeg mig lykkelig for. De næste par timer vil jeg arbejde lidt på bloggen, hælde en masse kaffe indenbors, og nyde at det er fredag. Jeg kan virkelig mærke julestemningen komme snigende, og selvom jeg ikke er specielt meget et julemenneske, så giver det bare en helt speciel, hyggelig følelse.

God shopping og god weekend <3

 
Older posts