Tillykke! Du er optaget på….

Foto den 30-07-2013 kl. 18.41

Jeg ville egentlig ikke søge ind på noget i år, jeg havde tænkt mig at vente til næste år. Men i slutningen af april sad jeg en eller to dage før ansøgningsfristen var ovre, og besluttede mig for at søge ind på professionsbacheloren i Ernæring og Sundhed alligevel. Det var ret spontant. Det er den eneste uddannelse der siger mig noget, indtil videre, da jeg altid har interesseret mig. Så det gjorde jeg. Jeg søgte ind i København og Sorø (som e-learning), men regnede kun med at komme ind i Sorø, da mit snit ikke er højt nok til København – og jeg var for sent ude i forhold til at søge om kvote 2. Jeg er kommet ind på Sorø, og jeg er faktisk rigtig glad for det :) Men ligepludselig ser tingene helt anderledes ud, end de gjorde da jeg søgte ind i marts. Nu er jeg jo gravid, hvilket sætter tingene i et helt andet perspektiv.

Derudover så flytter vi jo til Aarhus, og det passer ikke vildt godt med at gå i skole i Sorø. Heldigvis skal jeg kun derhen to dage hver 14. dag, så med lidt planlægning kan det godt lade sig gøre! Jeg skal lige ha gennemtænkt det, og talt med en studievejleder. For der kommer jo en fødsel midt i det hele! Tihi.

Er der nogen af jer der selv læser eller kender nogen der læser Ernæring og Sundhed? Jeg vil gerne høre lidt om forskellene på uddannelsesstederne, etc. Så hvis I har noget at tilføje, positivt såvel som negativt, så hold jer endelig ikke tilbage :)

Hjem til Aarhus, åh uh åh

20130730-174230.jpg

Jeg har altid sagt til mig selv at når jeg engang blev gravid, så ville jeg flytte tilbage til Aarhus. Jeg vil gerne være tæt på min familie når mit barn vokser op, osv. Selvom jeg bor i København har det faktum ikke ændret sig, og da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, trak tanken om Aarhus stadig i mig. Ikke fordi jeg meget for at forlade København, for jeg elsker min nye by – men det her føles rigtigt.

Jeg er så så heldig at have mødt en fyr som vil flytte bjerge for mig. Han flytter med mig til Aarhus, og forlader København for en by hvor han næsten ikke kender en eneste. Det er så pisse dejligt, og jeg under ham for det.

Så forhåbenligt fra d. 1/9 har vi en lækker lejlighed i Aarhus C! Fingers crossed :)

Trækker lige stikket ud

Er i sommerhus med Emil og min familie ved Vesterhavet de næste par dage. Det er så skønt at komme væk fra København lidt, og bare slappe helt af. Vi havde den længeste bustur på 6,5 time, og var døden nær da vi endelig nåede Vestjylland – men alligevel har været ude og bade i dag! Det var så koldt men også vanvittig dejligt. Løbeskoene er også blevet pakket og vi har planlagt løbeture og workout på stranden :) Jeg ved ikke hvor meget blogging det bliver til de næste par dage, men så kan I lige nyde de her stemningsbilleder af den smukke natur og min baywatch-mand imens ;)

20130729-193850.jpg

20130729-193919.jpg

20130729-193940.jpg

20130729-194131.jpg

20130729-194152.jpg

20130729-194217.jpg

Husk at I også kan følge med på Instagram på: emmakathrine_

Perfekt søndag

20130728-233224.jpg

20130728-233312.jpg

20130728-233409.jpg

20130728-233448.jpg

20130728-233520.jpg

20130728-233542.jpg

20130728-233830.jpg

20130728-233850.jpg

Først vil jeg lige takke for jeres søde kommentarer til mit tidligere indlæg, de betyder rigtig meget :)

Dagen i dag er blevet brugt til Grøn Koncert i Valbyparken. Synes der er et rigtig godt line-up i år. Vi nåede desværre ikke at høre Lukas Graham, men ellers synes jeg helt klart at Carpark North og Nik og Jay leverede det bedste show, det var super godt :)
Men hold nu op det har også været hårdt at stå op i så mange timer. Når man er gravid er man ekstremt træt hele tiden, og jeg var nødt til at købe flere sodavandsis og sodavand for ikke at dø helt ;)

Nu er vi lige kommet hjem og har sat en film på. I morgen skal vi i sommerhus i Vestjylland, hvilket betyder Vesterhavet! Juhuu :)

Godnat.

Min krop og min træning: Det værste år

Mange af jer fulgte mig fordi jeg trænede meget, og havde meget fokus på træning herinde. Jeg synes, det var så fedt, at være en motivation for andre – det motiverede mig! En ting jeg var rigtig glad for, og stadig er, er løb. Sidste år kunne jeg sagtens løbe 3-4 gange om ugen, og det var vitterligt det bedste jeg vidste, og styrketræning var også en stor del af min hverdag. En sund slank og fit krop har altid været noget jeg  har prioriteret højt, da jeg ikke kan undvære følelsen det giver mig, eller udseendet for den sags skyld.

Men kort efter sommeren sidste år flyttede jeg til København, og København betød nye mennesker, nye indtryk og en helt masse nye steder at gå i byen. Derfor blev mit sunde jeg lagt lidt på hylden, og erstattet af cocktails og sene nætter. Det i sig selv gør ingenting, og det skal der selvfølgelig også være plads til. Mit problem var ikke at jeg ikke kunne løbe eller træne, for det gjorde jeg også de første mange måneder, men det blev bare til færre og færre gange. Men jeg var lidt ligeglad, fordi jeg havde det godt, og nød at være ung og leve livet i Hovedstaden. Derudover spiste jeg jo stadig overvejende sundt, så det var ikke fordi kiloene kastede sig over mig, men mormor-armene begyndte ligeså stille at komme tilbage, lad mig sige det sådan.

Det der så fik hele bægeret til at flyde over, var da jeg i januar fik konstateret PCO. For mange af de kvinder/piger der lider under det, kan det være lidt af et tabu at tale om, men det vil jeg så vidt muligt prøve at undgå det bliver for mig. Jeg har tænkt mig at lave et langt uddybende indlæg om hvad PCO er, og hvad det har betydet for mig. Men i korte træk, uden jeg fik set mig om, havde jeg taget omkring 12 kilo på, fra oktober 2012 til februar 2013. Det var et levende mareridt.

Man kan ikke se forskel på ens krop, hvis der mangler et kilo eller hvis man har taget et kilo på, og når man ser sig selv i spejlet hver dag, så skal der meget til, før man stopper op og tænker ‘hvad fanden sker der her?’. Jeg kunne til sidst (omkring december) godt se, at der var noget galt, og jeg prøvede derfor at gøre noget ved det – men intet hjalp. Intet overhovedet. Jeg løb, spiste meget lidt – og når jeg gjorde var det salat, kylling, æg, grape, you name it. Men kiloene blev bare på mig, og mit selvværd tog det største dyk ned i et stort sort hul hvor jeg ikke kunne finde det igen. Min mave havde på det tidspunkt været oppustet siden august 2012, og når jeg siger oppustet, så mener jeg, at den lignede en der var gravid i 6 måned fra morgen til aften, i over et halvt år. Min læge kunne slet ikke finde ud af hvad det var, og hun sendte mig titusinde forskellige steder hen, og testede mig for alverdens allergier.

Til sidst fik jeg en tid hos en gynækolog, hvor hun sagde efter jeg havde været der i små 3 minutter: “Du har PCO.” Great, tænkte jeg, for jeg havde læst om det forinden. Tankerne fløj igennem mit hoved, kan jeg nu ikke få børn? Skal jeg nu leve efter en striks diæt hele mit liv? Det hele kollapsede for mig.

Sagen er den, at når man har PCO er man insulinresistent, det er de fleste i hvert fald. Det betyder, at når man spiser sukker og kulhydrater kan kroppen ikke omdanne det til energi, som den gør ved folk uden PCO. I stedet lagre den det som fedt, fordi den ikke kan komme af med det, og derfor tager man på. Det var det der skete for mig. Det betød kæmpe kæmpe kæmpe ændringer for mig, for jeg skulle bare af med de 12 kilo, NU! Insulinresistensen er blot en af de super nederen ting ved PCO, listen er desværre lang. Jeg har endnu ikke tabt det hele, men omkring maj begyndte min krop at ligne sig selv igen. Som sagt, så skriver jeg et indlæg om PCO inden længe. Da det faktisk er hvert 5. kvinde/pige der har det, og der er mange der slet ikke aner de har det. Det er nu blevet en stor del af mit liv, selvom jeg ville ønske det ikke var, og derfor vil jeg gerne sætte fokus på det.

Derfor har det sidste år været ekstremt meget op af bakke trænings- og kropsmæssigt, især følelsesmæssigt. Det er forfærdeligt at tage så meget på, og føle sig fuldstændig magtesløs overfor det. Men nu står jeg her, og er på mirakuløst vis blevet gravid, og selvfølgelig kommer jeg til at tage på igen – men det er okay, når det er under de omstændigheder ;) Jeg har stadig håb og motivation, ikke så meget her i graviditeten, men jeg glæder mig til februar, hvor der forhåbentlig er kommet en smuk lille dreng eller pige, hvor jeg kan komme igang med at få min helt gamle krop tilbage, for jeg ved det er muligt, og nu ved jeg også, hvad jeg må spise, og hvad jeg ikke må spise. PCO er ikke en sygdom, men det kalder mange den, og jeg gør til tider også, for det føles som om man har fået en uhelbredelig sygdom, som bare er kommet for at gøre livet rigtig surt for en. MEN det skal nok løse sig alt sammen, det kræver bare dobbeltarbejde, og det ved jeg nu.

God weekend d’damer <3

 
Older posts